Hver morgen følger jeg min datter i skole. Nu går vi, for mine knæ kan ikke lide at cykle mere.
Det sker næsten hver dag, vi møder nogle af de større børn som er på vej til High-school. Den ligger et stykke fra vores Wirrabirra Primary-school, således at vore veje krydses.
I morges mødte vi en flok store piger i munter snak ovre på den anden side gaden, som vi skulle til at går over. Pludselig standser de op et stykke henne og kommer med forskellige udbrud. De har set noget på fortovet og bøjer sig ned. Jeg hører de snakker om en lizard - et firben. De hviner og snakker lidt ophidset. Men vi må videre, der er ikke lang tid og jeg skal nå at tale med læreren her til morgen.
Der er også assembly, som altid torsdag morgen. Da samles hele skolen under et overdækket område. I dag var det bare et almindeligt lille assembly, hvor Mr. Richards, skoleinspektøren, brugte lang tid på at fortælle om sikkerheds-reglerne på skolen. Især det med at have hat på udendørs indprentede han meget og en hel del mere ang. disciplinen på skolen. Der var - som altid - ros til de mange som bærer skolens uniform.
Til de store assemblys synges det ene vers af nationalsangen altid og man bliver bedt om at rejse sig imens. Der er underholdning af eleverne ofte med iørefaldende moderne musik, uddeling af certifikater. Nogen gange er vip's inviteret fra f.eks. kommunen, kort sagt der er gang i den. Nå men i dag var det bare grumbles, som Mr. Richards selv udtrykte det.
På vej hjem havde jeg glemt alt om hændelsen med de store piger, indtil jeg nåede det sted hvor de havde fundet "noget." Da kom jeg i tanker om det og gik hen for at se om det var der endnu.
Det var det, det lille firben.
Det havde sandelig fået et stort problem. Det havde stukket hovedet ind i en tom skal fra en eller anden slags nød.
Det så faktisk komisk ud, for det lignede det havde en styrthjelm helt ned over hovedet. Men kunne ikke få den af. Jeg forsøgte, men det lille vævre dyr rykkede sig så hurtigt at jeg ikke kunne få fat. Jeg besluttede at gå hjem og hente noget at bære det i og forsøge at få det af hjemme.
Det kunne jeg ikke, det lille firben flyttede sig hele tiden. Så jeg tog bilen og kørte til nærmeste dyrlæge og spurgte om de ikke kunne hjælpe.
Damen udbrød, "oh my god!" Da hun så hvad jeg kom med. Hun tog det ud bag ved og sagde at de nok skulle tage sig af det. Så ville de sætte firbenet ud - det er ligemeget hvor, det behøver ikke være der hvor jeg fandt det.
Sådan startede min dag, jeg håber den lille stakkel nu er ok og ude i friheden og fange insekter. Her på husmuren ser jeg hver dag firben kravle rundt, nogen gange sidder der et ud for vinduet og ligesom kikker ind til mig.