Kom til at lægge mig ned, i mens jeg snakkede med ham. Så pludselig fanger jeg mig selv i at være ved at falde i søvn, mens han taler og taler om mælk og ost og valle (jaja, vi kommer vidt omkring..) på den der måde, som jeg allerbedst kan lide. Tror næsten det er ligegyldigt hvad emnet er, det er bare så godt når han fortæller på den der måde jeg synes er helt speciel for ham. Heldigvis fik jeg trukket mig selv fri af søvn-grebet og måtte lige spørge om de samme par ting igen. Men hold op, hvor var det bare trygt at ligge der og blive lullet i søvn af hans snakken!
Han er godt nok helt huck på at jeg skal få gjort noget ved læsningen. Det er jeg også, men det er typisk for starten af et semester og det plejer ikke ligefrem at holde ved. Lidt sjovt at han simpelthen går op i det, når det nu ikke er ham selv det gavner eller drejer sig om. Prøvede at forklare ham det jeg skrev om sidst, med at problemet måske kan være at jeg ikke kan holde fast i de resultater jeg gerne vil opnå. Så begyndte manden at sige sådan noget med at der er 16 uger til eksamenstid når jeg starter og straks vågnede jeg op og fik stress! Jeg skal åbenbart bare stille det op i uger, så kan jeg forholde mig til det. For 4 måneder synes jeg lyder som enoooormt længe og det samme, hvis man tæller dage. Men uger - Puha. Måske fordi jeg ved hvor hurtigt en uge lige pludselig kan smutte fra én når man er i gang med noget.

Det har mildt sagt ikke været den store præstation jeg har formået at lægge i forberedelserne til eksamen i morgen. det er ellers et fag jeg synes er svært, så selvfølgelig burde jeg være vold-forberedt! Alligevel er jeg ikke sådan nervøs. Jeg er ked af at det er sådan, selvom det kun er min egen skyld. Men hvis sørøverens store planer på mine vegne holder stik, bliver det sørme snart anderledes ;)
glæder mig meget til i morgen eftermiddag, når det er overstået. Har det altid sådan, når et nyt semester skal i gang, at det bliver ligesom at starte forfra og så lover jeg altid mig selv at gøre det meget bedre. Jeg får lige 1 uges sommerferie fra nu og til forelæsningerne starter. Jeg har jo været selv hele weekenden for at læse (??), så tror sørme jeg skal ud og se nogle mennesker snart! Alligevel ved jeg ikke helt med træning i morgen aften. Kan ikke forudse om jeg bare har lyst til at komme af sted eller om jeg helst vil komme hjem og slappe af med god samvittighed (det har jeg ligesom ikke rigtig gjort længe).

Har tænkt mere over det med kollegiet. Der hvor jeg gerne vil bo, skal jeg af med over dobbelt så mange penge om måneden som her hvor jeg er nu. Det jeg får for det er en ovn, flere busforbindelser, tættere til universitetet, forhåbentlig et socialt fællesskab (??), ingen have som jeg skal have dårlig samvittighed over ikke at kunne passe ordentligt. ER begyndt at sætte pris på de små ting her ude, ved tanken om at skulle væk. Stilheden sådan en weekendmorgen. Fuglesangen. Og det at jeg bare kan gå hen og åbne min havedør, uden først at skulle ned og ud og finde et stille grønt område. Jeg afventer lige snakken med veninde. Måske ser mine tanker helt anderledes ud på søndag :)

Sørøveren sagde forleden da vi snakkede om mine eksaminer til jul, at så havde jeg snart fødselsdag (januar). Jeg synes virkelig at 24 lyder gammelt. 23 er ikke så slemt. Og så i dag kom jeg til at tænke over at efter 24 kommer 25 (yes yes, jeg er ikke helt tabt bag en vogn ;) ) og det er sådan ca. 1 fjerdedel af mit liv. Uden at klynke, så har jeg ikke lyst til at have levet så længe på den her måde. Der er en masse godt - Men også meget dårligt, i hvert fald inde i mit eget hoved. Jeg kan se at jeg rykker mig. Helt konkret på en sårende kommentar der kom ud af den blå luft fra min mor, som jeg undlod at tage til mig. Det gør hun sommetider det der, ret specielt og uventet.
Selvom alle de ting jeg er utilfreds med nu så forsvandt, ved jeg godt at der bare ville komme nogle andre. Jeg tror ikke, at der er nogen, der ingen problemer har. Det er også fair nok, det er vidst ikke de problemer der må komme, jeg sådan tænker på. Mere de ting, jeg virkelig gerne har villet længe, som jeg ikke kommer nærmere. Det har jeg snakket meget om og det er helt sikkert ikke noget jeg behøver for at have det godt - For det har jeg nu - Men jeg er træt af, at jeg ikke giver det en chance og får prøvet det, for så bagefter at sige om jeg vil/kan og vurdere om jeg skal blive ved eller ej. Jeg kunne godt tænke mig at lægge flere kræfter i handling i stedet for selvkritik. Og når jeg bliver 25 er der simpelthen bare gået for lang tid med ingenting, så nu må jeg snart i gang ;) Det der er med det er også, at det bestemt er gode ting. Det er ikke noget med at jeg vil tvinge mig selv til uopnåelige mål (selvom den slags er subjektivt - Men tror godt at jeg kender mine grænser). Måske føler jeg bare ikke at jeg udnytter mine potentialer! Der var den, tror jeg nok. Det er så sjældent jeg tænker: "Ja! Nu har jeg virkelig gjort alt hvad jeg overhovedet kunne!". Og det vil jeg gerne noget mere. Jeg vil gerne udfordre mig selv og blive bedre. de udfordringer jeg hidtil har fået har ikke altid været hverken behagelige eller haft en happy-ending. Så jeg er måske blevet lidt skræmt. Jeg læste for nylig en gammel dagbog her, hvor der stod at vedkommendes motivation var modgang. Jeg har det nok sådan ca. lige modsat! Men de ting jeg vil udfordre mig selv med, er jo overhovedet ikke farlige.