Her sidder jeg i mit nye hjem. De siger det tager ca. 6 måneder for at menneske at falde til et nyt sted. Jeg håber virkelig at denne tilvænningsperiode, vil blive lettere end de sidste par uger har været.

Jeg kæmper med kaostanker og negative gisninger. Alt sammen noget jeg inderst inde ved hverken hjælper mig eller min situation. Jeg må hele tiden huske mig selv på, at jeg har truffet en beslutning som er rigtig og selvom det føles som et ulideligt helvede inden i, så vil det blive lettere.

Der kommer tider i løbet af dagen, hvor jeg pludselig tænker "hvordan kan jeg komme ud af det her, ud af min nye lejlighed og hjem til det gamle hurtigst muligt?". I det øjeblik glemmer jeg det frygtelig frustration jeg dagligt levede i omkring L's konstante nedture og den dagligdag jeg med egne kræfter måtte kæmpe for at opretholde. Jeg glemmer den bekymring jeg havde på vores søns vegne, som dagligt skulle se sin far fraværende og sin mor ked af det. Jeg glemmer hvor højt jeg ønskede at blive fri fra den belastning og hovedpine som livet var og hvor inderligt jeg gerne ville ændre og handle.

I det øjeblik, får jeg romantiseret livet med L og ønsker kun at lukke øjnene og alt vil være ved det gamle. Måske stadig uudholdeligt og forfærdeligt, men i det mindste ved det gamle og dermed TRYGT!!!

Utrygheden får mig til at flippe helt inden i. Jeg strammer mig nøje an når Emil bliver hentet, jeg formår at gøre dagen så hyggelig som jeg kan og berolige ham når han virker forvirret over at være et helt nyt og fremmed sted og med en fremmed mand som godt nok bor ovenpå, men alligevel hele tiden figurerer omkring os. Jeg klarer at Emil reagerer, for det gør han! Alligevel har han klaret det her rigtig flot men inden i mit "mor-hjerte" larmer en frygtelig dårlig samvittighed over at skulle udsætte Emil for disse skift. En dårlig samvittighed, selv over det jeg ikke er herre over...så som hans far der ikke ser livet som værd at leve fuldt ud! Jeg føler jeg burde have skaffet min søn bedre kår...en bedre far...en glad mor...et større hjem, ja alt hvad jeg nu kan slå mig selv i bolden over!

Når Emil så har vinket farvel til mig fra vuggestuens vindue, må jeg kæmpe for ikke at bryde sammen...kæmpe for at lukke negative tanker ud og se de positive.

Selvfølgelig vender det, men når det gør mest ondt, frygter jeg for ikke at kunne klare tiden indtil da!

Jeg er overrasket over hvor ondt det her gør og bange for at ham jeg lejer dette sted af, vil vise sig at være møgbesværlig. Små tegn viser sig. Jeg har nu lejet og betalt for dette sted i halvanden uge. Først i går fik jeg sluttet net til og jeg lever stadig uden antennestik og ovn..alt sammen noget der skulle have stået klart ved indflytning. Jeg har op til flere gange, på en pæn måde, rykket ham for disse ting og sidst virkede han nærmest irriteret over at jeg spurgte ham.

Sådan noget puster til det dårlige inden i mig og kaostankerne får lov.

Gi tid