Kære dagbog

Jeg er taknemmelig, fordi jeg er kommet hjem til migselv, forstået på den måde, at jeg er blevet i stand til at VÆRE, der hvor jeg er og VÆRE den Jeg Er.

Det mærker jeg på mange måder. Jeg har fået en grundlæggende følelse af at være blevet realistisk. Det lyder måske lidt sært, men jeg mener, at jeg NU kan tænke realistisk om alle de negative tanker, der dukker op indeni mit hoved. Jeg kan se på dem og svare realistisk på dem. Når de står og dunker mig selv oveni hovedet, kan jeg sige til dem og svare dem, at det behøver de ikke, for jeg har styr på det, jeg skal have styr på: Jeg kan se, hvad det er de er ude på i ledtog med egoet, at destruere mig og skabe et egomig, der konstant lider. Egoet lever af lidelse (Inspireret af Eckhart Tolle)

Men jeg vil ikke lide mere!
Mit hjerte fortæller mig, at jeg ikke behøver at lide i den grad mere, som jeg har gjort.
Det er i orden, at jeg er omsorgsfuld overfor mig selv og ser realistisk på tingene. SÅ jeg tager den opvaks lidt ad gangen dagen igennem, jeg bestemmer mig til, hvad vi skal have til aftensmad og laver det. Jeg sætter min mobil til at huske mig på alle de små ting, jeg skal i løbet af dagen. JEG ER OK.
Det er OK, at jeg måske er på vej fra fleks til førtidspension, det gør mig hverken til et værre eller bedre menneske.
Jeg ser mig selv, som et stærkt menneske ene og alene fordi jeg ser realistisk på mig og mit forhold til samfundet og andre og til mig selv.
Jeg ser, at jeg ved at være mig give andre en mulighed for at lære mig at kende og så kan de hade eller elske mig, det er op til dem :o)
Ja, virkelig, jeg er fri!