I aftes havde jeg så den mest vidunderlige følelse af at være rummelig og hel og jeg kunne lade mine tanker og følelser gå tur på mit sinds mosklædte skovbund.

Jeg lod mig ikke berøre af følelserne og tankerne, der kunne handle om hvad som helst, fra irritterende ting til det mest vidunderlige grin sammen med min ven, der kom på besøg med en grydefuld suppe. Jeg var stadig observatøren, der smilede indeni over bare at VÆRE tilstede, fuldt opmærksom OG med følelser, der ikke overtog magten eller overrumblede mig. De var der bare, så jeg kunne nyde de gode af dem og de andre, der blev skabt af det negative tankehav, kunne jeg lade være der uden at føle at min verden gik under af den grund. De rørte mig ikke på samme måde, som de plejer. OG hvor var det bare skønt! :o) Jeg følte mig sikker og let i kropppen, "hjemme", hvor følelser og tanker flyder rundt omkring mig og ikke Er Mig. Jeg er ikke mine tanker og følelser, de er "vilde fugle i flugt på forreven himmel"

Jeg oplever at de samtaler, jeg havde i telefonen med min kærestes ven den anden dag har bragt denne nye fornemmelse af fred ind i mit liv.
Jeg behøver jo ikke være bange for følelser og tanker, når jeg sådan kan opleve i den grad at de er adskildt fra den Jeg Er! Den Jeg Er, når jeg er i VÆREN, observerende og lyttende opmærksomt til mig selv, min krop, tanker og følelser uden af lade mig slå ud, fordi min VÆREN kan ikke slåes ud. Den er ikke fysisk og kan ikke gå i stykker.

Min VÆREN Er Mig.