Jeg troede ikke helt på at han rent faktisk dukkede op. En halv time før han skulle være her - kom sms-beskeden, der i mine øjne halvvejs aflyste aftalen: "Jeg skriver når jeg tager hjemmefra"
Som om, at han absolut ikke havde travlt med at komme hjemmefra..
En halv time efter aftalt, hoppede han af bussen, frisk og frejdig, klar på en krammer.. Vi lavede mad.. "Vi".. "Os".. Og det var virkelig os begge to, hver sin kniv, hver sit skærebræt, masser af samtale, æblemost og hygge..
Og det endte med at være super god mad.. Som vi spiste sammen, med film til..
Vi så film færdig på sengen, i ske.. Det var skønt.. Skønt at blive krammet og nusset lidt.. Skønt at have en, at grine sammen med.. En at falde i søvn sammen med.. En at vågne med i morges.. En der sagde: "Nej søde, du må ikke gå", da jeg forlod ham i morges for at tage på Uni.. Han fik en nøgle, så han kunne sove lidt videre..
Han tog afsted, og jokede med at have smidt min ekstranøgle i den forkerte postkasse.. Det var dagens griner, til super kedelig forelæsning..
Der er så mange fordele.. Og eneste ulempe pt, at han har mødt sin eneste ene, og bare venter på at de begge to bliver klar til at binde sig til hinanden..
Jeg falder altid for noget eller nogen, der ikke kan lade sig gøre.. And why is that??
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.