En sms tikkede lige ind.

"Jeg har lyst til dig"

Ingen punktum, ingen komma, ingenting udover faktum. Ikke det dyriske: "Jeg vil ha' dig", men en simple konstatering, fremfor et krav. Jeg har lyst til dig. Jeg ville ønske jeg kunne finde på noget genialt at sende tilbage til ham.

Ord er så meget værd, og dog så tomme. At han skulle dukke op, tror jeg på i det sekund han rent faktisk er her. Ikke før. Ingen forventninger, så deraf ingen skuffelser. Indtil da, vil jeg forsøge at klare mine matematiske spekulationer uden hjælp. Eller om rettere - uden hjælp fra ham. Der må - eller jeg ved der er - andre "out there", som kan hjælpe mig.

Fik jeg nævnt, at han synes jeg er smuk? Komplimenter virker, bedre er jeg heller ikke..

- - -

Han poppede online på messenger. Vi snakkede lidt frem og tilbage - spurgte til hvad han ville have at spise, og om han bare ville komme og sætte sig ved bordet.. Hans svar: "Hvorfor tror piger altid, at man ikke vil være sammen med dem?"

Øh, hvad svarer man lige til den? At man er vandt til at klare sig selv, i en verden hvor folk kun sjældent hjælper hinanden? At jeg er vandt til at lave maden alene, fordi jeg ikke har noget imod det.. Fortalte ham det som det var - at jeg sad og forsøgte at være sød, ved at fratage ham madlavningsbyrden, når nu jeg vidste, at han skulle arbejde en hel dag.. Men nej, den gik så ikke..

Hvis han kommer (tror stadig først på det, når han står her), skal vi lave mad sammen.. Som i: os.. Vi skal.. Det er altså lidt underligt..

Hvornår ved man, om en fyrs interesse er oprigtig?