Jeg har lyst til at sove. Gå i hi som bjørnen og bare sove.
Rejse ind i min drømmeverden, hvor alt er mere forståeligt end denne verden.
HA! Forståeligt!!
Men den er i det mindste min og der skal jeg ikke være sammen med mine egne tanker.
Jeg kan mærke at jeg er opbrugt. Det Duracell batteri jeg fik i julegave sidste år, er ved at være fladt.
fladt! Det er et fremragende ord. Jeg er flad. Flad og træt. Fysisk og psykisk.
Det er i disse tider, hvor jeg ville ønske at jeg stadig var 10 år gammel og hvor jeg endnu ikke har lært at der eksisterer væmmelige uhyrer, undtagen det under sengen og i skabet.
Nej, giv mig hellere et monster under sengen end de afskyelige uhyrer man møder, når man bliver voksen og følsom.

Det er da vist et paradoks. Voksen og Følsom.Gid mit største problem stadig var, at jeg ikke vil i seng kl. 21.00. det er sgu noget man kan tage og føle på.
Nej nu hedder mine uhyrer Ansvar, Modenhed, Bekymringer og Angst.
Og de forsvinder ikke bare man tænder lyset.
De gemmer sig et helt andet sted, hvor der også er mørkt.
De tærer på mig. De æder af mig. Og nu er modstandskraften ved at slippe op.
De kommer. Nærmere og nærmere. Og så bliver jeg flad. Trampet så flad, at ingen kan skelne mellem mig og dem.

som året efterhånden er ved at rinde ud, er mine kræfter også. Mit batteris vinter....et eller andet.
Derfor har jeg lyst til at sove. Sove mig væk fra alt og alles forventninger og mine egne. Glemme. Og sove.
Lægge mig i min glaskiste, omgive mig med tornbuske og sætte en seddel op til eventuelle prinser eller drager : " Vil ikke forstyrres!!"

Eller også bare hoppe ind i min tidsmaskine og gå i barndom. Kan man det som 27 årig?
Næhh, sikkert ikke..æv!
Men jeg kunne alligevel godt tænke mig at svømme rundt i min egen selvmedlidenhed for en stund. Synke ned i dyndet sammen med de andre alger og bare sove.
Sove indtil lyset og varmen måske vækker mig. Måske. Måske ikke.

Og drømme om dengang hvor jeg aldrig rigtig fattede noget omkring mig. Ingen politik, ingen krig, ingen død. Ingen voksenverden.
Bare sol og bare tæer og uskyldighed, uvidenhed.

Nå, måske kan jeg klemme en lille middagslur ind!