17 år siden

Lost and found..

Skagen
Peter
11 år siden
Hold kæft og vær smuk og ...
Maria jayash...
2 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
10 år siden
Bogfinke
Peter
10 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
10 år siden
Jeg vil starte en gruppe ...
Johannes Han...
5 år siden
Hej med jer!
vintergækken
12 år siden
En regnfuld og blæsende n...
Michala Esch...
15 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Skrivende
Michala Esch...
7 år siden
Du Får Ikke Så Meget Som ...
Junior Chris...
1 måned, 23 dage siden
Så kom der en Lille-bebs.
Michala Esch...
15 år siden
Karrusel
Sincedawnofm...
11 år siden
Hvad er sommer for mig?
Jønsse
8 år siden
Efterdønninger
Hanna Fink (...
10 år siden
Spoken Word Festival 2014...
Kenneth N. C...
10 år siden
Stil, grill og musik
Martin Micha...
5 år siden
Husk at drømme en drøm i ...
Camilla Rasm...
10 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
11 år siden
Kære Far.
Har engang hørt at man skal aldrig skrive noget man ikke vil sende alligevel.

Det ville unægteligt, være for akavet at sende dig en brev af denne kaliber, så here goes nothing.

I alle de år af min barndom og ungdom, hvor du ikke var en del af mit liv, har jeg altid sagt når folk spurgte, at nej jeg har ikke manglet dig.

Du har altid været til at snakke med. Jeg har altid bare kunne ringe osv.
Først indenfor det sidste år er vi blevet mere tætte. Du er syg og det er så skide svært at finde ud af hvilket ben jeg skal stå på.

Når jeg sidder og bestiller flybilletten, for at rejse ned til dig, så føles det rigtigt. Når jeg kører mod lufthavnen, kriller det i min mave. Når flyet letter glæder jeg mig til at se dig..

Når flyet lander og jeg kan gå ind og give dig et kram, så begynder det. Den store røremaskine der sammenkobler hjerne med maven. Jeg får det skidt når jeg ser hvor gammel du er blevet. Hvor tynd du er og at dine hænder ryster. Det er underligt fordi, for mine børn kan jeg være stærk og svag på samme tid, men med dig, føles det som om det knuser mig.. Jeg ved tiden er knap. Jeg ved ikke om det bliver den sidste uge med dig.. Vi snakker.. Vi hygger.. Vi græder og vi er så skide gode til at grine sammen.. SÅ mange ting falder på plads for mig når jeg er hos dig. Mit høje humør, min frie sjæl, mit åbne væsen.. Det kommer fra dig. Du kender alle mennesker i din by.. Jeg kender stort set alle her..
Der er sket mange ting.. Også mange ting som vi aldrig får talt om. Du elsker stadig mor efter alle disse år, siger du.. Og en del af det skyldes nok den dårlige samvittighed du måske har over måden du forlod os på..

I mange år hvor jeg boede hjemme var mor som en fremmede for mig. Hvem fanden er den skup skøre kælling??
Sådan har jeg tænkt mange gange..
Bare følt at jeg slet ikke passede ind hos de andre.. Men det har alt sammen været fordi jeg ligner dig..

Men nu er tiden knap, far..
Og når jeg rejser hjem så sidder jeg og er helt stille. Tør ikke røre mig i frygt for at jeg splintres i tusind stykker..

Det hele er kompliceret.. I know..
Men jeg ved ikke hvad jeg skal føle. Det hele er så forvirrende...

Skal jeg sige noget positivt, skal det være at vi har fået lidt kontakt igen. Er glad for at jeg fik de ting på plads inden...

Jeg har min elskede lillesøster, som ikke vil se dig, af grunde jeg sagtens kan sætte mig ind i. Sorgen over at miste dig, vil blive en mærkelig form for sorg.. Jeg skal bære den helt helt alene..

Håber vi ses igen til oktober..

Din datter..

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Lost and found.. er publiceret 14/03-2008 11:50 af Flickarocks.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.