Nu har jeg det bedre, er kun lidt småsvimmel, og kan godt lige overskue at fortælle om Helenes dag i min børnehave.
Hendes egen børnehave havde lukkedag, så jeg havde fået lavet min dag kortere, men vi skulle til gengæld møde kl 7.
Stille og rolig start, ikke så mange børn...
Hun faldt hurtigt til, har også været med tre gange før, og kunne huske et par af børnene fra tidligere. Så min bekymring om at skulle gå og passe på hende hele tiden var ganske ubegrundet.
Hun satte sig med et par andre piger og tegnede kopitegninger. Allesammen til mig :)
Bad dem om at skrive navn på, så jeg kunne huske hvem der havde tegnet hvad. De andre skriver pænt deres navn. Helene skriver også - med et skævt smil. Folder tegningen to gange og giver den til mig. Hun hvisker noget til de andre piger, griner, og de griner med. Jeg folder den ud, og dér hvor hendes navn skulle stå, står i stedet 'LORT'... Hold da op hvor de grinte :S
Og så skulle de allesammen lære at stave til lort.
Hun var heller ikke bleg for at 'svare igen' til de voksne. Hun havde været med inde og rode dukkekrogen til, og Birgitta sige til hende og de andre piger at de skal gå ind og rydde op. "Ikke nu" svarer Helene bestemt og går målrettet mod sin garderobeplads med sin medbragte dukkeklapvogn. Det var så ikke for at være på tværs, men bare for at sætte den hen først.
Frokosttid... Spise på mors stue?!?? Næ nej da, hun skulle da ned og spise sammen med sin genfundne veninde fra sidst... Jamen det er da klart!
Det er så dejligt at se hende falde så godt og hurtigt ind, turde sige hvad hun vil, og stadig være en sød og hjælpsom pige... Når jeg tænker på mig selv i den alder... (og alle andre aldre for den sags skyld). Hvis jeg havde kunnet gøre mig usynlig, havde jeg været lykkelig! Og sige en voksen imod, selvom grunden var ganske rimelig - aldrig! Og jeg havde da sikkert også klistret mig op ad hvem end af mine forældre jeg måtte have med, hvis jeg befandt mig i en forsamling, jeg ikke rigtig kendte. Ingen bekymringer for, om hun skal blive lige så genert og akavet blandt andre end nærmeste familie, som jeg selv var (og egentlig stadig er, selvom jeg bliver bedre...).
Det er mere Lucas der har den tendens... Men slet ikke i samme grad som jeg føler jeg havde det. Hvor er det dejligt, at jeg ikke skal bekymre mig over hvordan de vil klarer sig på det punkt. For mig har det virkelig været et helvede til tider. Bare at skulle i skole hver dag... Og når der så skete noget, der brød hverdagens trygge rammer, som feks en tur til københavn med klassen... ARGH! Eller praktikperioder... Selv da jeg fik praktikplads på min fars arbejde, var jeg så jeg rystede når vi kørte derind ad... SUK!
Har som en start lært at acceptere, at jeg bare ER sky når det kommer til folk jeg ikke har helt inde på livet. At det er i orden at sige noget dumt, eller uforståeligt - det har jeg bemærket at andre også gør af og til, det får mig ikke til at tænke dårlig om dem, så bør jeg vel heller ikke forvente, at de tænker dårligt om mig, når jeg gør/siger noget, der ikke lige passer ind... Ikke flere slag i hovedet til mig fra mig. Det hjælper - stille og roligt kan jeg mærke. Og det er jeg tilfreds med. Rom blev ikke bygget på én dag, og så længe jeg kan se det går fremad, kan jeg give mig selv skulderklap fremfor hak i selvtilliden.

"I have to admit it's getting better, a little better all the time - can't get any worse" ;)