Kæft altså...............Har været inde i en lang og god periode. Har dyrket mine interesser og haft tid til mine venner. Min sport har været i højsæde og har faktisk ikke savnet en kæreste........ Har nydt det sidste ½ år og har så at sige ikke datet. Men nu...... Er ked og trist. Orker ikke at skulle gennemse de næste 50 fyre i håb om at finde en sød fyr. Ved godt min fornuft siger "se at kom igang" men gider ikke.
Min ex har givet mig bøvl igen..... Jeg er gået ud af det ægteskab uden aktiver men det er åbenbart ikke nok for ham. Han har virkelig været ækel gennem denne årlange skilsmisse. Jeg fatter ikke at nogen mennesker er sådan. Jeg har virkelig gemt de søde minder i mit hjerte og det er det jeg tager med mig, men han bliver ved med at slå mig i hoved. Underligt ik? Det drejer sig om en pengesag mellem os som er udregnet på en fejl. Men nu truer han mig til at trække den tilbage. Han truer mig med et forlig som ellers var i hus. Hvorfor forhandler han ikke på et andet plan. Hvis han havde ringet op eller skrevet et pænt brev, ja så ville jeg hjælpe. Selvfølgelig vil jeg også hjælpe selvom han truer, det var bare ikke nødvendigt. Underligt man kan dele så mange år med en som vækker så stort afsky i dag. Men jeg vælger at huske ham på de gode ting.

Men jeg trænger til at komme videre. Trænger til at finde HAM. Men er vist gået helt i sort igen. Den tilstand som jeg var sidst jeg skrev herinde. Jeg kender mig selv så godt at jeg ved at i morgen er der attter en dag. Jeg er overtræt og udkørt..... Men hvor helvede finder jeg ham? Er træt af den mentalitet der er i dag...... Ingen fordybelse. Kun egoistiske fjolser...Tror jeg stiller mig på tovet i Roskilde med et skilt om halsen "singel søger den eneste ene"