Så er jeg blevet scannet endnu engang og venter nu på svaret. Det at vente på så afgørende en besked, det er godt nok svært. Jeg blev kaldt til scanning om torsdagen da den overlæge jeg går hos mente ikke det kunne vente til fredag. Ja så tænker man jo sit. Jeg har næsten indstillet mig på at få stråler. Men håber det selvfølgelig ikke. Men jeg gør mig en del tanker. Hvordan er det at få stråler. Og selvom jeg får stråler bliver jeg jo ikke helbredt. De holder bare sygdommen lidt nede. Men hvis sygdommen er i udbrud, så har jeg mindre tid end jeg regnede med. For når først den er i udbrud, så er sygdommen igang med at udvikle sig. Kommer jeg mon nogensinde til at gå caminoen. Kan jeg beholde mit job. Skal jeg på pension. Hvordan gør man dog det her.
Jeg føler mig ensom i det her. Alene med tankerne og følelserne.