Hmm, livet er noget underligt noget. Der sker bare så mange ting i løbet af et enkelt liv. Folk fødes, andre dør, man bliver forelsket og nogen bryder med hinanden. Det sige, at man altid vil huske sit første kys, og at det altid vil være specielt. Hmm, er lidt uenig med den teori. De fleste teenagere får vist deres første kys når de er fulde til en fest - sådan var det ihvertfald i min gamle omgangkreds.
Den sidte måned i mit liv har være meget kompliceret følelsesmæssigt. Det hele startede med at min far og hans kærste gik fra hinanden, så der var han ked af det, midt i det hele begik min moster selvmord ved at hoppe ud fra en bro. Det skal lige siges, at hun første gang forsøgte selvmord i en alder af 16, og har hele tiden været maniodepressiv og haft voldsomme op- og nedture. Hun havde virkelig oplevet mange grimme ting. Var blevet voldtaget da hun var teenager, var alkoholiker gennem det meste af sit liv, og havde vist også taget stoffer et par gange. Selvfølgelig er jeg da ked af det, men jeg kendte hende ikke, for hun var ikke til at komme i kontakt med det meste af tiden. Hun levede sit ejet lille kunstneriske liv - for hun var virkelig kunstnerisk. Hun var sygt god til at tegne og male. Er ked af, at jeg aldrig sådan lærte hende rigtigt at kende, for hun var virkelig sød og også ret sjov. Erfaring fra de få gange vi så hende.
I et liv, vil der altid være mange ting, som man vil fortryde senere...
Indtil videre er der mange ting som jeg fortryder. alle de fyre, som man har været sammen med, alle de bitchede ting man har sagt i diverse skænderier, at man aldrig nåede at lære sin familie rigtigt at kende før de gik bort. At skænderier og splittelse skal opdele en i forvejen iturevet familie. Vores familie har tradition for at opgive og være uvenner med hinanden. Vi har intet sammenhold som sådan - hvilket godt kan være ret belastende. Alle ens undretrykte følelser, som ikke får frit løb, når der er behov for det. Man gemmer det bare indei sig selv, indtil dre ikke kan være mere. Indtil det hele har brug for at komme ud, og man føler at alt eksploderer inde i en.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Kære dagbog... (6) er publiceret
14/09-2006 22:57 af
Gabi.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.