Puha... Kan se at jeg indefor de sidste seks måneder - måske mere - har fået publiceret 4 dagbogstekster. 4!
Sommetider føles det bare ikke som om at der er timer nok i døgnet, hare bare så travlt for tiden, at det halve ville være nok. Har fået mit skrive-humør tilbage og kan mærke at det ulmer under overfladen,så når jeg har en ledig stund foretager jeg mig ikke andet. Det gør mig jo lykkelig, dét at lade fingrerne løbe over tastaturet og føle hvordan ens tanker bliver ledt i én stor strøm ned i fingrerne og hvilken lettelse man føler bagefter. Overvejer tit hvorfor jeg ikke bare tog på forfatterhøjskolen efter Folkeskolen istedet for gym, selvom jeg ved at det er godt at have noget at falde tilbage på.
Jeg kan også mærke hvordan de snart to år i gym. har forandret mig.
Det lyder så kliché, men er bare blevet meget mere moden, klsr på livet og mere åben. Som om at jeg faktisk er blevet et helt nyt menneske. Jeg ved snart ikke hvor mange gange jeg har inddraget gym. i disse tekster. Dem allesammen? Hmm, nok deromkring.
Jeg er stadig sammen med min elskede kæreste, og vi har snart (til den 10) været sammen fem måneder(!)
Det overrasker mig til tider at vi har været så længe sammen, for tror ikke at jeg er helt nem at involvere sig så tæt med. Har en krævende personlighed vist ;)
Tror det er første gang at jeg nogensinde har følt noget så dybt, dte lyder måske underligt, men tror (ved!) aldrig at jeg har haft så dybe følelser involveret før. Ikke for nogen personer ihvertfald.
Ved at den dag han dumper mig, vil jeg være et forkomment englebarn. Den dag han dumper mig vil en vital del af min sjæl blive revet bort og destrueret af den nådesløse aftenvind. Føler også at jeg nu har fået en grund til at stå op, til at gå i skole, til at træne og i det hele taget til at leve. Han har bekræftet at jeg er i live - og ikke bare en illusion af et menneske, men et virkelig én af slagsen.

Mon Amour, Je T'aime!

- Gabriella