Åh hvilken morgenstund. Solen skinner og det smager af forår. Jeg er ved at være mit gamle jeg - og jeg er så fandens vred i dag - samtidig er jeg glad og i godt humør - så vreden styrer jeg fint. Den er rettet mod en bestemt person - og jeg har gransket godt og grundigt i, hvad den vrede skyldes - men jo, det ved jeg jo godt. For det første satte han en masse følelser i gang i mig, ja, gjorde mig i få uger total sindsyg - så syg, at jeg var ved at gå fra mand, hus og hjem. Jeg var total besat og var det lige indtil den dag, hvor jeg var ved at tude øjnene ud af hovedet på mig selv. Derefter faldt jeg til ro og stille og roligt begyndte at affinde mig med, at min periode med denne "åh-så-vidunderlige" person var forbi. Jeg var blind, jeg gik med skyklapper og det var kun hvad min "drømmeprins" sagde og gjorde, der var det rigtige. Jeg var parat til at betale en dyr, dyr pris for at følge ham. Jeg var meget sårbar og vel også meget naiv og troede på hvert ord, han sagde. Stille og rolig fik han mig kørt ind i en bås, hvor jeg afventende kunne stå, til det behagede ham at kontakte mig - forklarigen var, at has kone var meget vred på mig, fordi jeg ville tage hendes mand fra hende. Det var en meget logisk og fornuftig forklaring, for hvem vil stilletiende finde sig i at ens mand begynder at flirte med en anden kvinde. Jeg måtte altså ikke kontakte HAM, hvilket jeg alligevel gjorde - nok til stor irritation - men det var forklaringen, mens han så fornøjede sig med andre damer - hvilket helt afgjort er hans eget valg - bare ikke så længe han holdt mig stangen.

Det som slog hovedet på sømmet for alvor - hvor jeg vågnede op og kom til mig selv, var at han var begyndt at chatte med vor fælles veninde - både tidligt og sent var de i kontakt med hinanden. Da vågnede jeg op og tog hofter fat - efter at have tudet en spandfuld tårer ud. Nu er ked af det erstattet af en vrede - jeg føler mig så usselt behandlet. Jeg føler, at jeg blev kasseret og derefter holdt for nar med tomme floskler MEN jeg føler mig - ved gud - også lettet og glad over at være sluppet helskindet ud af denne kvindebedårers kløer med æren og selvrespekten i behold. Jeg er befriet og kan nu samle al min energi at bruge på min dejlige mand og ellers kære netværk.

Nu er det så min veninde, der er blevet besat af denne Don Juan. Jeg ser mig selv i hende og tænker bare - stakkels pige - jeg kan overhoved ikke gøre andet nu, hvor hun er helt forblændet, men den dag hun ikke er sjov længere og bliver kasseret, kan jeg være der for hende - selvom hun jo - sådan set - også svigtede mig, da jeg havde mest brug for hendes støtte. Hun er undskyldt - der var hun allerede besat.

Sådan en løjse - jeg har mest lyst at skælde ham huden fuld, men det vil bare prelle af ham. Nej, jeg vil helt undgå ham - og få ham helt ud af mine tanker. Lad ham leve sit fattige liv med at besnære og erobre damer - at det så lige skulle gå ud over mig - ja, det skete altså.

Nu skal det hele ikke være gråt og skidt - det var jo vidunderlig tid, mens jeg var i min forblændelse og det var spændende. Familien led og det var hårde opgør, som jeg havde med min mand, men alt i alt har det givet bonus. Kærligheden blomstrer i det lille røde hus på marsken - min mand og jeg har fået øjnene op - og ser på vort parforhold i nyt og meget varmere lys. Desuden har jeg lært at tage et gran salt til mine menneskelige vurderinger og være mindre blåøjet. Det er det sidste, der gør mig så flov - men måske var det lige det der skulle til, for at få min mands og mit parforhold gjort til noget unikt igen og for at gøre mig endnu stærkere og styrket.

Hmm - det var bare lige derfor, at jeg er så vred.

Hyggehejsa en meget vred Nellemor.