I går havde jeg den skønneste dag i lang tid.
Jeg var godt nok "syg", eller man kan vel sige jeg prioriterede mit privatliv højere end mit arbejde.
Så jeg tilbragte en dag hjemme med min skønne kæreste.
Og hvor var det godt!!!
Vi nød virkelig at være sammen og have tid, bare at kunne nyde hinanden og det gjorde vi bestemt.
Jeg elsker den mand så højt og det føles så ubeskriveligt rart at være sammen med ham.
Da han var taget afsted og hverdagen igen var i gang, så svævede jeg rundt på en lyserød sky. Den mand får det skønneste frem i mig og alt føles bare så rigtig, sår vi er sammen.

Nå men i dag kom jeg så ned på jorden igen, eller noget i den retning.

Min kæreste skrev i en sms, at han nær var kørt galt på motorvejen.

Pludselig tog det hele en drejning.
Jeg har aldrig elsket nogen så højt og været så sikker på noget, som jeg er på at han er manden nu og for altid.
Tænk hvis der var sket noget, hvis tingene ikke var gået godt. Pu ha sikke tanker jeg fik der ved samlebåndet.

Jeg mindes ikke at have haft den følelse, hverken over for den mand jeg var sammen med i 12 år eller ham der kom efter.

Det her er helt sikkert noget helt særligt. Han er noget særligt