Jeg er besat - jeg kan ikke få nok. Jeg ønsker ikke at begrænse mig. Jeg vil have lov at nyde og slå mine folder ud. Endeligt efter næsten 48 år, hvor de fleste af årene har været stille - alt for stille og hvor jeg vel nærmest var selvudslettende, har jeg nu fundet ud af, hvor dejligt det er at tale og være sammen med andre mennesker. For tiden taler jeg som et vandfald - men husker forhåbentligt også at lytte til modparten. Jeg har bare fanget denne boblende glæde ved at kommunikere med andre mennesker på et - synes jeg selv - anstændigt og værdigt sprog. Nu kan jeg mærke glæden ved at kommunikere og jeg tør efterhånden slå mig løs. Godt hjulpet på vej af bl.a. min veninde Sofie Møller. Indviede læsere ved, hvem hun er.

Jeg husker snakken, jeg havde med min læge, da jeg gik til samtaler hos ham i forbindelse med min depression. Dagen forinden lægebesøget, havde jeg været til et komsammen og nu spurgte jeg ham, hvorfor jeg blev så handlingslammet af at være sammen med andre og hvorfor ordene blev siddende i min hals og lød, som var de pakket ind i vat, når jeg endeligt pippede lidt frem. Lægen kiggede på mig og svarede - "Nellemor, det er din forsvarsmekanisme". Efter hvad jeg havde fortalt om mobberi i barndommen, havde jeg sat et panser op foran mig, når jeg snakkede med personer, som jeg ikke var trygge ved eller som jeg troede, at jeg var mindreværdig og underlegen overfor. Lægen gav mig med sin forklaring noget at bearbejde og han sagde blandt andet, at jeg vil få det meget sjovere og et oplevelsesrigt liv, hvis og når jeg turde smide dette panser - jeg skulle dog være klar over, at det kunne give knubs. Desuden gav han mig noget selvtillid og en anelse tro på mig selv ved at fortælle, at jeg hos ham talte tydeligt og med et velformulerende sprog.

Jeg mærker, at mit panser er ved at være nedbrudt og jeg er min dejlige, kloge læge meget taknemmeligt, fordi han åbnede mine øjne for denne vidunderlige gave - at kunne begå sig mellem andre mennesker og ytre mine meninger og ellers bare tale. Det giver mange gode og sjove oplevelser. Det giver mig lejlighed til at bryde vanes magt og gå nye veje, opleve nye ting og nyde de gamle, gode ting endnu mere.

I går kørte jeg Anne og hendes veninde op på Ringkøbingegnen, hvor veninden bor. Når nu jeg var på disse kanter, tog jeg mig sammen til at mødes med min jævnaldrende kusine, som jeg havde fået kontakt med igen sidste sommer - efter mange år hver for sig. Vi havde talt om at mødes og nu skulle det være og vi havde aller tiders eftermiddag sammen. Der var meget at knevre om, for det er immervæk mange år siden, vi var små piger, der tog på ferie hos hinanden. Høre om kusiner og fætre, tale om vore mødre, der var søstre og som havde haft et tæt og varmt forhold til hinanden. Da vi blev voksne og hver især etablerede familer, ebbede kontakten ud, men nu tror jeg, at vi begge er indstillet på at tage den op igen.

Nu skal jeg ind til Ribe og handle. I morgen aften har Carlo inviteret syv herrer til middag og kortspil og jeg skal servere og vaske op. Jeg må gerne komme med til bords, siger min dejlige mand, men jeg tror, at jeg vil foretrække mit eget selskab et andet sted i huset, mens de får en mande-snak og et slaw kort. Når jeg kommer hjem fra min handle ind tur, vil jeg se, om jeg kan sove et par timer. Det blev kun til godt tre timer i nat. Det betyder også, at jeg ved aftenstide hellere må blive vild med min dyne, når jeg har set "Vild med dans".

Jeg vil ønske mine læsere en rigtig god og behagelig weekend.

Hyggehejsa fra en overtræt Nellemor.