Forsøger og tage mig sammen til at ringe til min træner og sige jeg ikke vil spille mere. Hader at snakke i telefon med folk jeg ikke kender ret godt, men elsker at snakke med mine veninder.
Tror det fordi jeg ikke kender folks reaktioner, især i det her tilfælde. Jeg har ikke nogen god grund til at stoppe eller det har jeg, men har bare ikke lyst til at sige den så skal have opdigtet et eller andet med at jeg ikke har tid. Selvom vi begge to ved hvorfor jeg stopper.
Jeg gider ikke spille fordi de er alt for gode. Jeg har været med til to kampe, fordi de manglede spillere, og fik tilsammen et kvarters spilletid, i de sidste min. med to udskiftere.
Det kan godt være jeg bare er for stolt, men det synes jeg er ydmygende.
Eller når vi efter træning snakker om kampen i weekenden, og han nævner dem der skal spille, også folk begynder at melde afbud, så kigger han sådan helt ærgelig på mig og siger at jeg er med.
Jeg vil sådan set hellere slippe for kampen, end sidde på bæmken hele tiden undtagen de sidste 7 min, hvor vi alligevel har tabt kampen.
Jeg forstår godt at det er vigtigt at vinde kampen, og jeg ved godt jeg er elendig, men jeg gider bare ikke betale 1000 kr om året for 1½ times træning, hvor jeg det meste af tiden er tilspiller eller "kegle."
Men kommer osse til at savne det, jeg kan jo vildt godt lide det når jeg for lov at spille.
Nåhh, tager mig sammen nu, det her var entligt også bare endnu en udskydelse.