Jeg var ude og løbe i går. Jeg sad her ved computeren og pludseligt fik jeg det dårligt; Psykisk. Så jeg skyndte mig op efter mit løbetøj. Jeg ved godt hvad der skal til, når tankerne og hele livet bliver for ondt.
Jeg skal flygte. VÆK VÆK VÆK.
Forsvinde ud af mig selv hvis det er muligt, og det er det.
Jeg kan, virkeligt forsvinde. Jeg eksisterer ikke, heller ikke mine tanker. Mit åndedrag og mine fødder er alt hvad jeg er. Løber og løber, til jeg igen tør være i min krop.
Igår tror jeg ikke det tog helt vildt lang tid, men jeg løb enormt stærkt. Jeg var helt færdig da jeg kom hjem.
Nåede lige at træde ind af døren, da jeg fik det dårligt; fysisk.
Kvalme. -lungevæv. TOILETTET; TOILLETTET. Op med brættet, hovedet til kummen. Kun slim. Lungevæv. Jeg havde sådan håbet at der ville komme mere med, noget af det aftensmad jeg havde spist. Havde fået kylling. KØD. Føj. Et DYR. Så nu når jeg sad der på knæ, kunne jeg jo lige så godt... og jeg gjorde det.
For fanden man.
Hvorfor er det så svært at holde maden inde, når den nu endeligt er kommet ind?
Hva???? Hvad gør man. Hvorfor?
Psykisk smerte= fysisk ødelæggelse.
Hvorfor? Man er så tæt på at være oppe af et hul, og så ryger man i... igen