Måtte gå hjem fra arbejde før tid. Kunne ikke samle mig om noget, og lavede distræte fejl hele tiden.
Faktisk, blev jeg sendt hjem - da min chefs mand kom forbi for at tjekke hvordan jeg havde det.
"Du ser ikke ud til at have det så godt!"
Da jeg fortalte hele historien, men jeg prøvede at kontrollere min vejrtrækning - fik han tåre i øjnene. Jeg måtte selv kæmpe for at holde mine tilbage.

Ville sove da jeg nåede hjem, men kunne ikke falde i søvn selvom min krop skreg efter det.

Space skulle have været forbi, men jeg er ør, og usammenhængende.
Tændte for det forkerte blus da jeg skulle lave mad, sætter ting underlige steder - og kan ikke rigtig føre en samtale uden at snuble over ordene.

Pludselig skrev Natalie.
"Fik du fat på Abelone?"

Vi har gået på skriveskole sammen alle 3, og glæede os over at Nat var flyttet til kbh, så vi alle sammen kunne ses noget mere igen.

Havde helt glemt at jeg ikke havde fortalt hende noget endnu.
Måtte ringe op, og fortælle hvad der var sket.
Hun blev helt stille. Så begyndte jeg at græde igen. Hun var selv rystet - og sagde at det ikke kunne passe.
Spurgte en masse om begravelse, og om vi ikke kunne følges...
Til sidst blev hun nødt til at ligge på, fordi hun måtte have tid til at fordøje den dårlige nyhed.

Jeg ved ikke noget om begravelsen endnu. Hun skal først obduseres mandag.
HÅBER sådan at det bliver inden lørdag, hvor jeg rejser til Bali.
Var meget i tvivl om jeg skulle aflyse turen - hvis det ikke var muligt for mig at deltage.
Men Abelone ville have ønsket jeg tog afsted. Det ville hun virkelig!

Hver gang jeg får tid til at tænke for meget - dukker der gamle samtaler, minder og følelser frem.
Jeg ved godt selv, at jeg ikke burde tænke halvdelen af dem - men på den anden side er jeg nødt til det.

Jeg er blevet tilbudt krisehjælp. Men syntes det er en underlig måde det foregår på.
"Hvis I har brug for det, kan I tage på den nærmeste skadestue og få krisehjælp. Det er gratis!"
Jaja, muligvis - men jeg får da aldrig strammet mig op til at komme på skadestuen og sige:
"Ja Hej! Jeg fandt min veninde død i hendes lejlihed. Synet af hendes lig bliver ved med at dukke op. Jeg savner hende så forfærdelig meget at jeg er ved at falde fra hinanden - og lader min frustation gå ud over de forkerte.
Fx sparkede jeg i dag i super brugsen en dåse kattemad tværs gennem lokalet - bare forbi. Jeg skælder Thomas ud, over ting der ikke er hans skyld - og jeg har lyst til at smadre hele verden og bytte Abelone ud med en´jeg syntes har fortjent det mere end hende. Er det ondt at tænke sådan?!!
Har I ikke en fremmed person af en art, der kan få det til at gå væk?"

Hvordan skulle det at tale med en fremmed også hjælpe?
Jeg har jo verdens mest fantastiske veninder, der har vist deres sande værdi de sidste 3 dage!
Kan umuligt beskrive hvor rørt jeg er over beskeder, opkald,tilbud om hjælp og breve her på pennen. (Skal nok skrive tilbage! Kan bare ikke overskue det lige nu. Men jeg er SÅ glad for I har taget jer tiden til at skrive!!! Græder over hver eneste brev, og denne gang er det tåre over at der findes mennesker der bekymre sig om mig, og Abelone!)

Har læst at det er godt at skrive breve til den afdøde, for at komme af med sorgen på den måde.
Tog mig selv I at tænke, at jeg snart ikke kunne tillade mig at skrive mere om al det her i dagbogen - fordi folk ville tænke "Så kom dog over det!"
Men det er MIN dagbog, mine følelser og mit behov. Ved at skrive det herinde, er der på en mærkelig måde en slags modtager.

Men nu vil jeg prøve på at sove. Er nødt til at få noget søvn, og tænke klart...