Har perioder, hvor jeg bliver nødt til at se dit ansigt. Er glad for, at jeg kan holde det for mig selv, at du stadig kan give mig ondt i maven.

Overvejer lidt, hvad du vil sige til, at jeg kommer tættere på dig næste år?!

Det er dine øjne, fordi du er så øm og så genert på samme tid. Fordi jeg kan huske dig grine, når du med din jyske accent forklarede mig musikken. Nu er det mig, der forklarer musik til andre, mens jeg kan se mig selv i dig.

Og så leder jeg efter en undskyldning for at holde om dig. Men det bliver aldrig til andet end at se dit ansigt. Og så kan jeg slukke computeren igen og leve videre. Jeg ånder lidt lettere efter at have mødt dit blik igen.

Det er bare min drømmeverden. Det er bare mig, der ikke vil se det hele i øjnene. Og det er bare mig, der prøver at holde af dig. Måske fordi du - også dig - er så langt væk, at det er nemt at holde af dig.