Så gik de 6 dage, isammenvær med andre kræftpatienter. Jeg var den eneste der havde nyrecancer. Deet var mest patienter med brystcancer og nogle enkelte mænd med prostacancer. Skal jeg være ærlige (jeg burde skamme mig) så var jeg medsundelig på mange af dem, for deres prognosen ligger noget højere end min, og de var færdig behandlet. Seks af dem havde også deres ledsager med sig,gud hvor jeg savnede Jørn. Vi fik så mange nye indtryk, at det måtte være dejlig at kunne gå ind på sit værelse, og have en at græde op af, og dele nogen af de dejlige og så sandelig også svære ting med.Nå! det var min egen skyld jeg havde sagt at den uge var for mig, men havde jeg vist at så mange havde deres samlever med, havde jeg selvfølgelig også bedt Jørn om at tage med. Jeg ved at han var taget med mig, han har fuldt mig i tykt og tyndt, og jeg tror også vi var kommet hinanden nærmere, hvis vi havde været sammen.Tilbage til min misundelse!!! De fleste havde fået kemo eller stråler, og kunne få det igen, hvis canceren vender tilbage, selvfølgelig ved jeg godt at det er forfærdelige behandlinger. Det er bare sådan at for mig er der ingen behandlig, hvis det spreder sig. Jeg troede faktisk at hvis det spredte sig til andre steder i kroppen, som ville jeg også kunne få kemo eller stråler. Men nej så er det nat med fru Knudsen.
Jeg havde en indivituel samtale med en læge, og han fandt også denne valnødde store knude jeg har siddende der vor nyren sad, han mente desværre ikke at det var arvæv der var vokset så hurtig, så han fik mig til at bestille en tid hos min egen læge så snart jeg kom hjem, og det fik jeg gjort. Jeg var oppe hos hende i onsdags,og fredag fik jeg brev om at jeg skulle komme til førkontrol imorgen mandag.
Jeg ved snart ikke hvad jeg føler,først hjertet så canceren, det hele inden for 18 mdr. Jeg er bitter,har ingen livslyst, kan ikke tage mig sammen til noget som helst. Skal jeg være ærlig har jeg allermest lyst til at dø, den forbandede angst, og den måde folk behandler mig på! Som om jeg har pest, jeg føler alle går uden om mig, er vi mennesker bange for at blive konfronteret med vore egen dødelighed?Jeg vil godt indrømme at jeg er ikke selv det mest åbne menneske,hvad angår min sygdom,men jeg føler når mennesker hører ordet cancer, så skynder de sig væk.
Det hedder altså ikke hvis jeg skal dø, det hedder når jeg skal dø og hver 4 menneske blir ramt af cancer, så idag er det mig i morgen måske dig.