Puuuh var lige midt i en skrive øvelse men nu kan jeg ikke holde til mere. Jeg kan ikke holde mine egne tanker ud. Jeg er bare så inderligt træt af det hele. Mine tanker kredser i en uendelighed rundt om det samme emne jeg hverken tør skrive eller sige, af frygt for at gå helt i selvsving. Kærlighed.
Veninder spørger om råd- det ene efter det andet. De har mødt en fyr bla bla bla. jeg prøver at svare, men jeg mener ikke hvad jeg siger. Lige så snart de begynder, råber jeg inde i mit tomme hoved BULLSHIT. DROP HAM. DROP DET. DU FINDER ALDRIG HVAD DU SØGER. Jeg prøver ikke at gøre det, men tankerne kommer før jeg har chance for at tænke noget som helst andet.

Jeg blev enig med mig selv i går nat, da jeg lå søvnløs(som altid) at jeg er afhængig.
Afhængig af bekræftelse fra andre mennesker. Jeg har brug for at få breve, mails, kommentarer, beskeder. Til de tekster jeg skriver. Puuh. jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal forklare det. Men jeg søger bare en vis bekræftelse fra alle. Jeg er bange for at jeg ikke er nok.
jeg får at vide at jeg har talent. Men har jeg talent nok?
jeg får at vide at jeg er smuk. Men er jeg smuk nok?
jeg får at vide at jeg er elsket. Men er jeg elsket nok.
Hele vejen igennem. Evig utilstrækkelig.
Jeg spørger ikke, HVOR køn, klog, talentfuld, sød? Men jeg har lyst.
Jeg vil så gerne kende andres tanker, men jeg tør ikke. Af frygt. Tanken om at blive såret, tanken om at være middelmådig, skræmmer mig. Jeg vil være bedre end andre, hvor lidt jeg end har lyst til at indrømme det, er det det jeg vil.

Dét skammer jeg mig over.