"I was never faithfull, I was never gratefull, that's why I spend my life alone" - sidder og hører Placebo.

Jeg har alt for meget tid til at tænke. Nogle gange føles det hele lidt meningsløst.

Havde sådan en indestængt vrede i morges, brug for at skrige af A, fordi han bare fandt en ny efter mig. Man vil så gerne være uundværelig, men der er bare bevis på bevis af, at man absolut ikke er det. Og samtidig er jeg så bange for at være uundværelig, fordi det ville kræve engagement fra min side. Jeg er så skide bange for at forelske mig og give mig hen - samtidig med, at jeg ved, at det er det eneste, der kan gøre mig helt glad.

På en eller anden måde var det hele så nemt, mens jeg stadig kunne tro på, at A var den eneste ene. Nu er han helt og aldeles fortid. Jeg roder rundt med den ene fyr efter den anden uden at engagere mig. Hvorfor kan jeg ikke bare falde for en, som falder for mig - og så er det hele meget nemmere?

Jeg tror ikke, jeg orker, at det ikke bliver til noget med R - så er det som om, at det bare aldrig bliver til noget. Aldrig nogen sinde. Og jo længere tid, der går siden, at jeg har følt noget, jo lettere bliver det at barrikere sig bag sin dør og bare se verden gå forbi - og møde fyre med kærester, som der jo alligevel aldrig er en chance med.

Jeg har så meget brug for at give slip på det hele, men det er bare så svært for mig. Er det til at forstå? Og et eller andet indeni mig har ikke lyst til at kæmpe for R, hvis han nu bare er en nar - jeg er så forsigtig, fordi jeg er så bange, så hellere bare give slip med det samme. Men det er jo heller ikke vejen frem.

Man ved jo godt, at det hele svinger meget. Nogle gange kan man det hele og er ikke et øjeblik i tvivl om, at man er på rette spor. Og når man så får tid til at sætte sig ned og tænke over det hele, indser man, at der er en grund til, at man aldrig sidder stille.

Og det er også bevidstheden om, hvor meget mere man ved nu om, hvad man skulle have gjort. Og fuck nej, jeg ville ikke være lykkelig med A. Jeg har brug for en, der kan rumme mig - som kan tage mine nedture og ikke nødvendigvis skal se mig som superwoman og elske den del af mig. Det er jo ikke superwoman, der har brug for at blive elsket, men hende den lille pige bagved, som A aldrig kom helt ind til, fordi han var så fascineret af hende udenpå. A ville ikke engang nå mig - han var så skide usikker selv, at han ikke kunne klare, at jeg også var det - for så kunne jeg jo ikke redde ham.