Mange grusomheder blev kastet for øjnene i går!

Midt i kaffen så jeg London. Dansk tv er begyndt at vise billeder som er mere ”rå” end tidligere. Jeg så en flok læger komme løbende, arbejdende hen over en båre hvorpå det lå en mand, smurt ind i blod som de gav hjertemassage. Han var færdig…

For pokker da!
Jeg forbander disse terrorhandlinger og bliver opfyldt af en uretfærdighedsfølelse som kun er til at tude over. Jeg begriber simpelthen ikke tankegangen bag sådanne aktioner. NEJ jeg kan ikke engang se noget ”smart” ved at rejse opmærksomhed gennem civile, sagesløse, uskyldige…

Mennesket bliver bange. JEG bliver bange. Man handler ilde i frygt. Det ender i ragnarok en eller anden dag. Det ER vel allerede over os.

God Morgen P3 stiller lytterne spørgsmål om sandsynligheden for terrorangreb i København.

Jeg tog hjem fra landet i går. Jeg kunne bare ikke mere. Måske var jeg bange for at græde mere og vise mor hvordan jeg egentlig havde det?
Forleden aften mistede jeg styrken midt under en samtale. Jeg nåede kun lige at sætte hænderne op for ansigtet, før tårerne sprøjtede ud. Jeg havde ellers lovet mig selv, at bare holde lidt sammen på mig selv for ikke at gøre ”svært sværere”.
Mor var der selvfølgelig med det samme. Måske var det det vi havde brug for?

Hun stod længe og holdte om mig men vi begge græd. Hun hviskede hvor meget hun elskede mig og hvor nødigt hun ville gøre mig ked af det.
Den dårlige samvittighed ramte mig som et lyn. ”HUN har det sgu mindst lige så svært ved at forlade sin familie! Tror jeg virkelig kun at det er MIG som lider under alt det her?”

Jeg hører A’s ord inde i mit hoved; ”Det er OK at være ked af det. Det er OK at være vred”.
Jeg ved det godt!

Det var meget stærkt. Jeg tror aldrig før at jeg har været så TÆT på min mor før. Jeg har aldrig rigtig kunne lade mig selv komme helt ind under hendes hud og har følelserne været stærke, har jeg ikke kunne fastholde mit blik.
Men jeg tog mod til mig. Jeg har altid ønsket at kunne.
Jeg kiggede hende ind i hendes øjne og sagde; ”jeg elsker dig mor!”

Jeg har altid ønsket at kunne sige de ord til hende.

Nej jeg kunne ikke mere og måtte hjem og få lidt ro. Jeg nåede selvfølgelig ikke længere væk end to stationer, før jeg forvirret stod med tasken i hånden, parat til at stå af og tage tilbage igen. Men jeg fik sat mig igen.

Tingene er meget hektiske på båden nu inden den skal i vandet i morgen. Spændingen stiger.

Jeg vender tilbage søndag og bliver indtil de er sejlet af sted. Torsdag bliver dagen.


For at få tankerne lidt på afstand, inviterede jeg C med i ”biffer” som han kalder det.
Vi købte verdens største balje popcorn.
Filmen hed ”Tolken”.

Jeg elsker jo Sean Peen…og Nicole Kidman for den sags skyld!
Selve filmen var skide spændende.
En bus blev sprunget i luften. En terrorhandling som fik os begge til at synke endnu længere ned i sædet.

C havde sat bilen hjemme hos mig og vi gik stille hjem fra ”biffer”.
På Skælbækgade stod en ung pige og græd helt ulykkeligt. C var ikke meget for at jeg gik hen til hende. Havde jeg været alene havde jeg gået til hende.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg vil sige med alle de her halve sætninger. Det hele klumper vel lidt rundt i et eller andet ”what-has-the-world-come-to?”.
Måske er mine øjne bare mere åbne og ser noget som bare ER uundgåeligt og har eksisteret altid?