Ahgr! Har lige sagt nej til at gå i byen! Jeg fatter det ikke, normalt sukker jeg efter sjov og ballede, men når jeg endelig har chancen siger jeg nej! Jeg gør det fandme meget lige for øjeblikket!

Jeg er blevet kedelig og ærlig..

Det går slet ikke, men alligevel går det meget godt. Jeg laver alle de ting jeg normalt ikke for gjort.

Lægger maske, ordner negle, laver god mad, motionere hele tiden, leger med min pc og mobil, rydder op, arbejder og sådan.

Men det er bare ikke nok. Det eneste der giver mig et rigtigt kick er motionen.

Jeg er i uhyggelig dårlig form så hver gang jeg løber en kilometer jubler jeg indvendigt! Wee! Det eneste jeg mangler nu er en boxepudde.

Jeg kan mærke at jeg er blevet mere rolig og focuseret, men samtidig er der noget inde i min krop jeg holder nede.

En følelse af energi og sjov som jeg motionere ud af mig selv.

Jeg er lidt bange for mig selv. Bange for at blive vild og ødelægge mit liv.

Som for eksempel i dag, der kunne jeg være taget i byen med en veninde og 7-8 fyre jeg ikke kender, men jeg sagde nej. Jeg er bare ikke parat. Det er sådan nogle stof-hoveder, som jeg p.t ikke vil være sammen med endnu.

Jeg føler mig sexet, men jeg holder det nede. Jeg tør ikke være sexet for med det følger endnu flere venner og loverbys.

Jeg er ufattelig, jeg er bange for at flippe helt ud og droppe skolen og mine fredelige venner og bare svæge rundt i en omtået sindstilstand hele taget. Stiv, skæv og adrelin-kicket.

Det er farligt ad helvedes til, men samtidig helt vildt fristende.

Jeg er så ufattelig kedelig og middel mådig lige nu.

Som min moar siger: Nå, du er nok rigtig blevet teenage-sløv?

Næh, jeg keder mig bare med vilje, og hader det, men tør bare ikke at lade være.

Det har også noget med pausen at gøre.

Selvom vi er blevet enige om at have pause så er han blevet vildt jaloux og opmærksom på hvad jeg laver. Han for mig til at føle at jeg skylder ham at være mere rolig.

Jeg vil gerne bevise overfor ham og mig selv at jeg godt kan lade de andre fyre, sprut, fest og stoffer værre.

Være koncentreret og klog i skolen, sød og venlig, men jeg føler bare at jeg har taget en grå sweater på og er ved at kvæle mig selv.

Jeg ER jo ikke sådan her, men jeg tør bare ikke at give slip når han holder øje med mig, det er pinligt at være så hypperaktiv, når man samtidig har fået fredelige venner og en sød kæreste (dog med pause!). Hvad sker der!?

Jeg kan ikke sidde stille mere. Jeg hopper rundt på stolen og er i det hele taget urolig og utilpas. Jeg kæmper for at være sød, men det gør mig dårlig. Jeg bliver nød til at motionere og bevæge mig hele tiden. Jeg bevæger mig uroligt hele tiden, kan ikke føle mig tilpas.

Jeg kvæler mig selv og min personlighed sådan her, men er det ikke nødvendig hvis jeg nogensinde skal lærer at blive seriøs!? Blive voksen!? Tage ansvar for kedelige ting!? Et eller andet!?