Lidt tom. Meget tom.
Glad i skolen. Meget glad. Nærmest lykkelig. Nærmest fri. Siger hvad jeg kan, lever og er glad. Ikke de store bekymringer.
Jeg har det godt-super! Indtil både min mor og far er hjemme. Det sker ved en 18tiden. Siden har min mor uafbrudt råbt og skreget af alverdens ting. Ikke så meget af mig. Mere af de andre. Men det er fordi hun ved hvad jeg gør. Jeg ved det ikke selv men hun ved det. HUn ved hvad der sker hvis hun kommer med en eneste negativ kommentar om mit liv. Hun tør ikke. Hun ved hvad hun får igen. Hun ved ordene er min magt. Så hun kigger bare på mig. Stirrer på mig til jeg føler skyld og begynder at lave et eller andet. Et eller andet nyttigt. Det er lige meget. Jeg gør det. Jeg siger ingenting, jeg går bare ud og gør det. nu skriger hun igen. til min bror "Hold kæft" "HOLD KÆFT SAGDE JEG"
fremstår hun som et monster? Det er hun også nogle gange. Når hun er som nu. Gal vred stresset og træt.

Det var slet ikke det jeg kom ind for at skrive men man bliver forstyret af larmen