Ved ikke, hvordan jeg får smerten til at forsvinde. Ligger på gulvet og lader bassen gennemsyre min krop, mens jeg tænker i støjen. Som om det eneste tidspunkt, mine ord kan få mening, er, når de ikke kan trænge igennem.

Jeg mødte en i fredags. Jeg tror egentlig ikke, at jeg var særlig interessant at snakke med, virkede vist ret skør og ynkelig. Men han vil gerne se mig igen. Og jeg har en underlig følelse i maven. Jeg har det som om, at det skal være ham, der får alle mine følelser ud af kroppen.
Jeg har det som om, at vi kan bruge hinanden.

Og nu banker angsten på. Angsten for at skulle være tæt, men samtidig skriger alt i mig efter nærhed.

Jeg leder efter udveje. Genveje. Og jeg ved ikke engang, om vejen skal føre til eller fra ham - eller til eller fra mig selv. Og måske er det en og samme bevægelse.