22. marts 2001
Det er følelsesløsheden, der langsomt vinder ind. Angsten for nærhed. Alt bliver flygtigt af angst for dybde.
Det er et ønske om at være usynlig i en synlig verden - eller om blot at blive set, men ikke rørt, ikke holdt om - men higen efter at blive holdt af.
Storforbrug af ligegyldig kærlighed, der kun er ligegyldig, fordi man ikke tager imod. Og ikke tør tage imod.
At se med øjne, der ser væk.
At gå med skridt i den forkerte retning.
At stoppe op - og nikke sig svimmel i umulig forståelse af intet andet end angst for livet.
Nærhed bliver handelsobjektet, man kun tager imod, når man ved, at den kommer uden forpligtelser, uden bindinger der overskrider øjeblikket.
Man bliver øjeblikmennesket uden tidslig sammenhængsfølelse, fordi sammenhæng er længde, længde er virkelighed og virkelighed angst.

26. marts 2001
Det er afstand. Planer for måneder frem for at kunne overleve nu. Tro på fremtiden griber ind i forstyrret virkelighedsorden. Måske en drøm - og udskydelsen af den bristede drøm, udskydelse af yderligere smerte.
Han ser ikke på mig mere. Hans er ord er ikke til mig - og jeg er ligeglad - indtil jeg ser, at jeg lever for hans ord og blik.

Han siger, han går fra dig - men du tror ham ikke, for hans ord er dit liv. Du beskylder ham for din livsløgn. Og det øjeblik han går, står du tilbage og indser, at du stadig ånder - og du troede det umuligt.

30. marts 2001
Bevidstheden om, at han er i live, afholder mig fra at savne andre - selvom jeg ikke mere savner ham.