Hej dagbog

Gåturen ned til Netto fjernede hovedpinen. Dog er jeg overbevidst om, at jeg for andre mennesker er usynlig. De lader til ikke at se mig før de nærmest ER ramlet ind i mig. Jeg bliver næsten helt desperat og får lyst til at skrige: JAMEN KAN I DA IKKE SE JEG GÅR LIGE HER???
De skulle bare vide hvor ulykkelig et ærme-strejf kan gøre mig. På den anden side er det nok meget godt de ikke ved det. Det er jo til syvende og sidst MIG den er gal med!

Trætheden oven på weekenden er helt ubeskrivelig. Jeg oplever hendes død og bortgåen forfra. Stemningen her i mit hjem og inden i mig, er nedtrykt, anderledes og mut. Mine bevægelser har været tunge og forsigtige. Her har hvilet en stilhed som hverken gospel eller Amelie-cd’en har kunne fjerne.

Tingene fra huset har jeg omsider fået pakket ud og placeret. Af den dybeste respekt har jeg gjort mig umage…jeg ved hvor hun elskede sine sager.

Det lyder så rasende melankolsk det hele – det er det faktisk ikke. Det er ikke sorgen jeg føler med stadig frygten for det liv jeg begynder at kunne mærke ansvaret overfor. MIT LIV!
Er der stilhed, er det MIG som må bryde den. Er der ensomhed, er det MIG der må opsøge. Er der utilfredshed, er det MIG som må ændre.

I nat drømte jeg om død. Drømte om denne her fyr hvis død var min skyld…jeg var i hvert fald mistænkt. Han var ung og det var så tragisk at han var blevet dræbt. Jeg var mistænkt.

Jeg har skulket mine aftaler og gemt mig langt væk. Jeg ved jeg burde ringe og forklare men jeg kan bare ikke. Jeg kan ikke tale…

Jeg er 25 år og har ikke den fjerneste ide om, hvad jeg skal stille op med mit liv.

Alle disse store spørgsmål…er nok årsagen til min hovedpine. Jeg kan mærke den er ved at komme igen. Det er som hele min hjerne begynder at smerte og som mit hoved vokser til bristepunktet.

Cola og tossekassen? Åhh det er ved at udvikle sig til en dårlig vane.

Mine basale behov kan jeg ikke engang finde ud af at få dækket. Har dog været på toilettet og har dog fået sovet.