Jeg har tegnet og fortalt, råbt op og nærmest skreget i frustration. Jeg har fortalt om konsekvenser af handlinger, eller mangel på samme. Jeg har opdraget mine børn til at kende forskel på ret og vrang, og dit og mit. Alt sammen noget som burde være grundlæggende… Men hvad nytter det, når man taler til en si.

I går blev min datter kaldt ind på politigården til afhøring pga. en anmeldelse efter fredag nat. Pigen som hun røg uklar med har anmeldt hende for vold. Hun har sparket pigen i ansigtet.

HVAD FANDEN TÆNKER PIGEBARNET PÅ……

Jeg ved, at hun har været mere påvirket af den retssag med den voldsmand som overfaldt hende end hun vil være ved, og jeg kan også ( til en vis grænse ) forstå at div. trusler har påvirket hende psykisk. Men jeg har også flere gange sagt til hende, at HVIS hun blev opsøgt, så måtte hun hellere vende den anden kind til, end at ” gøre ” noget igen. Det er det eneste de har ventet på.

Hun er indtil videre ikke sigtet i sagen, men jeg tvivler ikke på at hun bliver det. Efter at jeg kom hjem ringede jeg til hende, for at snakke om en evt. retssag. Jeg synes at den ( hvis det kan lade sig gøre ) skulle foregå bag lukkede døre, da jeg er overbevist om at voldsmanden og hans kæreste vil sidde på forreste række og fryde sig.

Men nej det ønskede hun ikke. Hun ville samle alle hendes venner og tage dem med, så at de kunne se at hun ikke var alene, at hun havde nogen bag sig……… Jamen hvad f….. hjælper det, at have en masse venner en mørk aften. Man kan ikke leve højt på at kende en masse mennesker, og slet ikke at bruge dem som ” forsvar ”.Jeg blev vred over hendes holdning, og afsluttede samtalen.

Jeg er dybt frustreret, ked af det og føler mig som en stor fiasko. Claus har været fantastisk – han har lyttet – han har stukket til mig og ” prøvet ” på at fratage mig skyldsfølelsen. Pigebarnet er 19 år og må selv tage ansvar for hendes liv og handlinger. Hmm

Jeg er flov over at mit ” job ” som mor er mislykket !!