TÆNK HVIS….
… jeg ikke var alene, hvis jeg havde søskende, familie, nære, uden at vide det…

Jeg har lige set ”Sporløs” på DR1. Engang imellem kan jeg godt li’ at lade mig rive med af sådan et program, hvor man på forhånd ved, at følelserne bliver sat i omdrejninger.
Denne gang var det en mand, som eftersøgte sin lillebror, der var blevet bortadopteret som spæd – og selvfølgelig blev han fundet.

Tænk, hvis det var mig, som nogen søgte efter..! Tænk hvis….
Lige da udsendelsen sluttede, var jeg fyldt af denne følelse. Det må være så uendeligt stort at få en søster eller bror foræret..! Tænk hvis….

Jeg er enebarn af forholdsvis gamle forældre – de var begge over fyrre, da jeg blev født. De havde været gift i over ti år, før jeg meldte min ankomst, og min mor havde for længst opgivet tanken om at få børn, har hun senere fortalt.

Jeg husker engang som ganske ung – måske 16-17 år – hvor jeg ledte efter et eller andet i min mors skrivebordsskuffe. Under denne søgning fandt jeg en kuvert, hvorpå der stod ” Til Karen – engang”. Jeg lod selvfølgelig kuverten ligge, men har jo bevaret erindringen om den.
Da min mor døde, nu for snart 17 år siden, gennemgik jeg selvfølgelig alle de efterladte papirer, men jeg fandt aldrig kuverten igen, så jeg aner ikke, hvad der har været i den.

Efter at ha’ set sådan en udsendelse som i aften, der sætter både tanker og følelser igang, husker jeg igen kuverten, som jeg så for mange år siden. Der har jo sikkert været et brev i den, men gad vide hvad der stod skrevet..? Det kunne jo ha’ været betroelser om noget, der var sket før jeg selv blev født, ja tænk hvis…..

Hmm – nu vi taler om bortadopterede børn, falder en lille historie mig ind.
Min mor var den ældste af en søskendeflok på 8. Da hendes mor, min mormor, døde i starter af 70’erne, kom det frem, at der faktisk var et endnu ældre barn, som var født uden for ægteskab. Min mor og min morfar vidste det på forhånd, men de øvrige søskende blev en smule chokerede. Min morfar mente, at dette barn skulle ha’ sin arv på lige fod med de øvrige, så man satte en advokat på at finde dette barn.
Det lykkedes, og det viste sig at være en bror, som allerede var død på det tidspunkt, og derfor skulle hans børn selvfølgelig ha’ denne arveandel i stedet. Jo, det fik de så, sådan cirka til en biografbillet hver :O)
Det viste sig nemlig, at han havde 18, ATTEN, børn – ganske vist med to koner, og de var alle piger. Vi fik dengang tilsendt en navneliste på dem, og alle 18 piger havde to fornavne - det synes jeg er imponerende..!
Alle disse piger er jo naturligvis mine kusiner, men jeg kender ingen af dem – men det kunne da være sjovt….

Tænk hvis….. nogen savner mig helt uden at jeg ved det..! :O)

Kærligst
Wildrose