Hvor skal vi hen – skal vi det hele taget nogen steder hen sammen, som par – som en tosomhed? Det spørgsmål har rumsteret meget i mit hoved. Kan jeg elske dig og kan du elske mig? Jeg har aldrig elsket nogen før. Det har du, det ved jeg. Men kan man i det hele taget elske mig? Kan man komme til at kende mig? Interesserer du dig i det hele taget for mig, for hvem jeg er, hvorfra jeg kommer? Du spørger i hvert fald aldrig til det. Hvordan skal jeg tolke det? – skal jeg tolke på det?
Har vores fortid alligevel for stor en betydning til, at vi kan få det til at fungere nu. Sidste gang ville du ikke have mig, kunne ikke involvere dig, sagde du. Men det sagde du først langt senere. Nu har jeg dig ved min side, men ændrer du måske mening igen?
Hvorfor bliver du let så sur – hvorfor misforstår du så meget af, hvad jeg siger? Vil du misforstå det? Er det tegn på, at jeg måske bare er tidsfordriv for dig? Jeg ved godt, at du sidste gang stemplede mig som en negativ brokrøv – er du kommet over det? Nogle gange tror jeg du er, men måske ikke helt. Hvorfor skulle du ellers misforstå. Hør hvad jeg siger, og måden jeg siger det på!
Har du lyst til at forstå mig?
Hvorfor taler vi aldrig i telefon sammen? Skal jeg kun være en del af dit liv, når det passer dig – når du alligevel ikke har andet at lave?
Kan man slippe fortiden? – eller vil den altid spøge i baghovedet og komme sig snigende ind over forholdet, som en sommerdag hvor det pludseligt trækker op til regn og torden?
Og hvordan har jeg det selv med dig? Tør jeg give mig hen? Hvorfor ligger jeg ikke bare alt på bordet, og så må det briste eller bære? Min usikkerhed. Er jo så skide bange for, at der kommer det svar, som jeg for alt i verden ikke ønsker af høre..
Men hvad gør jeg så? Og hvor er vi på vej hen? Hvad er næste skridt for os? Jeg vil så gerne være en del af din hverdag – ikke kun dine weekender. Men ønsker du det?
Kan ikke helt forstå dig. Synes nogle gange du er så tøvende. Ikke i ord, for der er du længere fremme end jeg, men i handlinger. Synes du holder tilbage. Men gør du det – er er det min usikkerhed – er det min kæphest fra vores forhistorie, der blander sig for meget? Jeg ved det ikke – jeg ved det simpelthen ikke.. Ved bare der skal ske noget. Enten skal vi fremad, eller også skal vi stoppe. Men hvad er næste skridt, når man siden første weekend har tilbragt samtlige sammen? Det må være at blive en del af hinandens hverdag. Men hvorfor er det altid mig, der skal tage initiativet? Tænker du ikke også over det her? Hvad tænker du? Jeg ved du holder af mig, men hvor meget? HVAD TÆNKER DU?