Jeg spiste i dag. Jeg har bestemt at jeg ikke vil forvolde mere skade- så jeg spiser. Alt slags mad. Altså det jeg lige kan vende mig til at spise... De ting jeg altid har fået kvalme af, holder jeg mig fra. Det er bedst. Hvis jeg brækker mig tror de bare at jeg har forvandlet det ene helvede til det andet. Det er så svært. Fortvivlet er jeg. Men jeg spiser. For mors skyld. Hun lider af stres. Der er for meget pres på hendes skuldre, mener hun. Souschef, en datter med problemer, en fraværende mand, en umulig teenager i form af hendes søn. Et rodet hjem, et rodet liv. Hun drikker engang i mellem. Hun drikker sig ikke fuld, men hun drikker så hun kan holde livet ud. I dag sagde hun ”der går ikke lang tid før jeg bryder sammen. Sidder mig på gulvet og græder fordi jeg ikke kan finde ud af det.” Så jeg spiste aftensmad. BÅDE kød, kartofler og grønsager. En ven spurgte i går ”har du det godt” for første gang svarede jeg hende ærligt: jeg har det ad helvedes til…
Det er ikke nemt, dette liv. Men jeg skal nok klare den. Hvornår jeg kommer til at spise regelmæssigt igen…? Ved det ikke. Prøver bare at opføre mig som en anstændig dame. Det var en underlig fornemmelse at spise igen. Sådan rigtigt spise. Jeg havde glemt hvordan det var at være mæt. En okay følelse. Nok kun fordi at jeg aldrig har set min mor mere lykkelig. Hun havde tårer i øjnene da hun så, at jeg satte mig ved bordet og hældte noget på min tallerken, i stedet for den sædvanlige ”nej tak, jeg har spist.”
Det er en lang vej at gå. Jeg er et skridt nærmere mål. Bare jeg ikke vælger 2 skridt tilbage næste gang jeg flytter mit ben, så skal det nok gå.