Det er søndag og vi er i Kbh, sønnen og jeg. Han har været syg siden igår, og selv bøvler jeg med helbredet. Lungerne smerter og jeg er konstant træt, i en sådan grad at jeg nærmest har sovet on/off hele dagen...

Jeg har forresten fået nyt job, men er på vej væk fra det igen. Rengøringsjob - er det. Det er nogle søde mennesker, men det er ikke sundt for mig at vedblive at være der. Mine hænder er ved at falde fra hinanden, og tanken om alle de kemikalier og bakterier der lander på min hud - giver mig kvalme. I fredags fik jeg nok, da jeg skulle klare et toilet der ...aldrig(?)...var blevet gjort rent. Der sad lort i kanten af kummen, så størknet at jeg ikke kunne få det af selv efter tyve minutter med de skrappe midler.. Der var..nej, jeg magter næsten ikke beskrive det, grænsen blev bare nået. Mest af alt fordi vi ikke får arbejdstøj eller sko så alt bliver gennemblødt eller beskidt..og den stige vi benytter er mere end vakkelvorn, åndedrætsværnene er nogle andre har brugt før mig, så jeg kan rigtig rende og sniffe en andens dårlige luft...jeg ved ikke - måske er jeg for kræsen, og "fin", men jeg kan simpelthen ikke klare det. Får brækfornemmelser ved tanken nærmest...al respekt for de der kan, men jeg må give op. Vil ikke have spoleret mere tøj eller flere sko.,..

med kærligheden?

well, vi er stadig sammen og forstår at tale sammen om de ting der gør os noget. Kæresten er stadig ikke sindssygt vild med mit barn, men det virker som om han er ved at have "accepteret" tingene, og ikke mindst min søn. Jeg ved at alle har ret til at ytre sig, og alle meninger gælder, men hvor ville jeg for fanden da bare ønske at det "gik fantastisk", så jeg kunne slappe af istedet for at være så megapanisk for at hver andet skrig fra min søn resulterer i at jeg igen er single. Usikkerheden har sneget sig ind i det her forhold, og jeg har bare brug for at...være sikker. I min naive lille verden kunne det være fedt, hvis tingene bare "gled" og han syntes mit kid var LÆKKERT!...

Men jeg elsker ham - og jeg ved det er gensidigt. Nu idag har vi tre måneders dag, og det ser jeg som et tegn på at vi begge er villige til at arbejde på at tingene bliver bedre, kommunikere og lytte til hinanden. Han ved hvordan jeg har det med hans skepsis omkring Thor, og jeg ved hvordan han tænker, når det meste af en dag skal bruges på en halvhysterisk junior. Erkendelsen af hinandens tanker og følelser er vigtig tror jeg. Istedet for at ignorere problemerne, taler vi om dem...formulerer dem. Det er dejligt, men hårdt...

Knus fra Maya, der skal videre i dagens tekst.