Føler ingen inspiration. Gider ingenting.
Prøver virkeligt, men det er så svært. Jeg burde løbe, burde spise. Men jeg orker det ikke. Sidder bare på mit værelse. Håber ikke at de opdager noget, opdager at jeg ikke spiser. Der er ikke langt til køleskabet, kun få skridt. Alligevel nærmer jeg mig næsten aldrig dette forbandede sted.
Jeg er ikke sulten og jeg har ikke lyst til at være det. Føler mig så mæt, selv om jeg næsten intet spiser. Min mor ser fortvivlet på mig. Jeg tror hun glæder sig til efterårsferien. Hvis hun kan holde smerten ud. Da kan hun holde øje med mig døgnet rundt. Med én ting at holde øje med: spiser hun, spiser min datter?. Kun når jeg spiser, kan hun slappe af. Ikke nok med at jeg skal spise, jeg skal også spise ting med en masse fedt i. Hun er så bange. Jeg kan ikke lide at spise sammen med dem, tager altid min mad med ovenpå, så jeg slipper for deres blikke. Alligevel kigger de, gennem stof, gennem vægge, gennem alt. Kigger ind i mit liv.