Har ventet hele dagen på de ord. Og savnet ham. Mødtes i går på en bar på Vesterbro, han var småfuld, jeg var koncertglad. Snakkede længe - og endte med at gå hele vejen fra Vesterbrogade til Nørrebrogade sammen. Sad ved busstoppet og ventede på hans bus. "Du er garanteret sådan en pige, der altid får gode karakterer," sagde han. Jeg svarede bare "Ja". "Ja, jeg er så gået ud af niende," var hans svar retur. Og det rørte mig ikke. Og jeg var ligeglad - hans grønne øjne og den inderlige måde, han ser på mig. Har man ikke bare godt af, at andre lever et andet liv end én selv. "hele min familie er akademikere," sagde han. Og så gik den samtale i stå.

Vi spiste på Konya. Og da vi sagde farvel, var det inderligt. Jeg kørte hjem i septembernattens kulde - og vidste ikke, hvad jeg skulle tro eller håbe. Valgte at tro det værste - men han ringede og forsikrede mig om, at han glæder sig til søndag, hvor vi skal ses igen.

Og i dag valgte jeg også at tro det værste - han skrev jo ikke. Jo, det gjorde han nu, da han fik fri, men det var først halv otte. Og jeg havde tænkt på ham hele dagen. Og da han skrev, virkede det så ligegyldigt - og han har jo ikke engang kysset mig endnu - vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Valgte at tro, at jeg var ligegyldig for ham - indtil han ringede. "Du har travlt for tiden," sagde han. "Ja," svarede jeg - "men jeg har dobbeltbooket". Stilheden i den anden ende var tydelig. "Ja, jeg skal se dig både søndag og onsdag," svarede jeg. Han blev tydeligt glad.