Hey dagbog, - jeg kunne ikke lade være med at tænke over, - hvad jeg lever for..så kom jeg til at tænke på om jeg mere lever på trods end for..

Lever for at bevise mit værd overfor alle dem der tvivler. Det er dog også i trods.

Lever for at vinde den næste kamp, som var jeg en yndlige soldat på den forkerte side af en krig de ældste aldrig kan glemme.

Op i røven med hvad jeg kan blive i livet mht arbejde. Det rager mig en papand, da jeg ikke anser mig selv som født til arbejde..men født til at finde min identification i mit selv. Når jeg stiller mig selv spørgsmålet, hvem er jeg...så svare jeg ikke med hvad jeg laver..for jeg er ikke det jeg laver, men det jeg rummer...at svare et sådan spørgsmål så enkelt med hvad man laver, virker på mig umådelig forkert.

Jeg er en sjæl, et bankende hjerte..lidene imod det mål jeg har valgt. Vejen er fyldt med søm, og hver gang jeg punktere fælder jeg en tåre.
På gaden ser jeg folk der enten støtter mig eller vil rive mig ned,..men jeg er et menneske,..en ensom rytter på landevejen...fyldt med andre der kører i forskellige retninger....jeg har slidt med at få stenen op af bjerget, men den er som i fablen rullet ned...jeg kan ikke mere, og sætte forpustet ved foden...løbet er kørt, jeg kom aldrig i mål.

Jeg er et produkt af mine minder, mine ar fortæller mig at jeg har kæmpet..men mit hjerte vil ikke mere, og benene vil ikke slæbe mig forgæves. Jeg er forpustet da jeg har givet stykker af mit hjerte væk, uden at få noget igen der kunne stoppe hullet.