Så var jeg ude igen. Næppe kunne jeg vide at det skulle blive min sidste dag. Jeg havde drukket min te og spist min cerial-morgenmad før jeg tog afsted. Tågen lå dyster over dagen og gjorde den grå mens jeg cyklede mod bereauet. Rengøringsdame i så tidlig en alder, hvem kunne have gættet det?
Jeg var kommet lidt for sent ud af døren så jeg kæmpede mod tiden for at nå min midlertidige arbejdsplads. Du læser nu: Vikarens 3. dags dagbog!
Jeg ankom svedig og forpustet, men dog til tiden på distrikt syd. Det var en ny dag, jeg havde pakket min taske med utallige klude og jeg tjekkede min nye rute ud. En villig kolega fulgte mig afsted til den nye bydel og jeg fandt ud til min kunde nr. 1.
Det var en mand, forholdvis ung og med hjerteproblemer. Knap var jeg kommet inden for døren, før en skrækkelig hylen kimede i hele lejligheden. Det var sygeplejesken. Hun sagde pænt goddag og lod mig begynde på dagens grumme gerning - jeg startede med at støvsuge. Mens jeg stille og roligt opdaterede lejlighedens renhedsgrad talte de 2 i køkkenet. Da jeg ikke ville forstyrre arbejde jeg mig uden om indtil sygeplejesken var på farten igen. Lejligheden var okay, og da manden viste mig sit sande ansigt og bød min både appelsinjuice og danskvand vidste jeg at han også var okay.
Lejligheden var ren, og jeg pakkede mit grej, bippede ud og drog videre på min færd.
Næste sted jeg kom til var udvendigt menneskefjendsk, det lå næsten i luften. Hoveddøren fandtes i haven, og jeg måtte gå ind af en faldefærdig låge for at nå mit mål. Haven var overgroet, i det hele taget var der en spøgelsesagtig forladthed over stedet, det var som om planterne havde overtaget stedet.
Jeg ringede på og ventede og ventede. Jeg ved at dem jeg besøger kan være gangbesværede så jeg stod tålmodigt ventende. Efter et par minutter ringede jeg igen, beboeren kunne jo have overhørt første ringen. Jeg ventede endnu et par minutter før jeg gav den et sidste forsøg. Jeg var på vej til at ringe til distriktet da der alligevel blev lukket op. Manden havde sovet. Der var lidt uoverensstemmelse mellem hvilken dag han mente rengøringen skulle komme, men han lukkede mig ind.
Huset stank. Det var den karaktaristiske stank af indelukkethed og kattepis. Det stod klart for mig at han havde kat selv om jeg ikke så meget som hørte et miav. Huset var et mørkt sted at være. Alle gardiner var rullet ned og på tæpperne var der overstrøet med træsplinter og savsmuld - øjensynligt noget katten havde slæbt ind. Da jeg gav mig til at støvsuge fandt jeg at det var umuligt at få gulvtæpperne helt rene, spindelvævsagtigt masse sad fast over alt på de gammelrøde tæpper. Måske var det kattens gamle pelstotter. En ting er sikkert; de kom ikke af og kommer det aldrig. Manden selv bød mig en sodavand som jeg takkede nej til.
Jeg skulle ordne toilettet men det er det værste toilet som jeg til dags dato har set. Det var velsagtens fra før anden verdenskrig og lignede noget der heller ikke var blevet gjordt rent siden. Da jeg vaskede ydersiden af kommen af med min klud skiftede kluden på forunderligvis farve fra den pæne gule til sort. Det var også tydeligt at se hvor langt man nåede. badekaret var også tydeligt beskidt og der var to store revner i vasken, tilsidst ville jeg bare ud, ud og blive væk i den rene luft. For at være ærlig skulle jeg på det tidspunkt tisse, men selv efter rengøring kunne jeg ikke få mig til at bruge toilettet. Da jeg var færdig med arbejdet opdagede jeg at manden sov, han var nærmest ubevægelig i sin søvn. Stille takkede jeg af og gik.
Jeg havde der efter massere af tid, en frokost og hurtigt arbejde gjorde at der var en time til næste kunde. Jeg transporterede mig selv i nærheden af hendes hus. Jeg spiste stående ved min cykel, cyklede videre efter 5 minutter og fandt på et tidspunkt en sportshal. Uden for hallen var der et par bænke som jeg lagde mig på, for at nyde dagens sol. Det var fredeligt. Jeg hørte kun fuglens sang og biers brummen.
Da det var tid tog jeg til den sidste, dagens kvinde. Der var ikke så meget dér, det sædvanlige og så afsted til basen. Hjemme i distriktet fik jeg afvide at min tid var omme, de havde ikke længere brug for min hjælp. Jeg tog derfra til mit vikarbereau for at klargøre sagen og de seneste dage med dem. Straks tilbød de mig et nyt arbejde. Dagen i morgen bliver på kartoffelchips fabrikken KIMS som pakker.