- Det er jeg..altså elsket. Og jeg elsker ham...sådan - så er det sagt. Jeg troede ikke på mine egne instinkter,men faktum er, at det skulle jeg have gjort. Ikke været så skidebange for konsekvenserne og holde mine parader oppe i en eller anden angst for kærligheden...

Vi sad og spiste, sådan en kæææmpe burgerting fra den sorte gryde, og jeg havde mad i hele hovedet..I en joke, spurgte jeg "om han stadig kunne lide mig"? Og han svarede, "ja - jeg elsker dig"...hrm...så så jeg sådan lidt mærkelig ud, og smed burgeren fra mig.."gør du?",,,og han nikkede og så måtte jeg klistre mine læber til hans i et "i lige måde"...

Jeg føler mig stadig som en prinsesse, når jeg er sammen med ham,,,det er vildt. Han er så god ved mig, at jeg har lyst til at være god ved ham. Rigtig god endda...måden han ser på mig, hans krops reaktioner når jeg giver et varmt klem og ikke mindst alle de ting han går og siger til mig - og andre,,,om mig, giver mig den her rigtig varme fornemmelse i mavevn.

Det er ikke længe siden jeg elskede en anden, og skulle have været gift. Det faktum rammer mig hårdt indimellem. Men det er heller ikke længe siden jeg opdagede at den kærlighed var blevet platonisk, passiv og kølig i eksens hænder. FIRKANTET, er ordet...

Når jeg tænker tilbage så levede jeg i en angst for at træde ved siden af, og give grund til et flip. Over oprydning, min søn, min spontanitet...Alt skulle planlægges, intet overlagt til tilfældighederne...det var rart indimellem, men angsten for "ikke at blive elsket for min naive portion krudt i røven" var jo overdøvende...Det er min egen skyld, det er jeg klar over - for jeg kunne have sagt fra...

Min svigersøster har fortalt mig, at jeg rent faktisk HAR sagt fra flere gange, men at det ikke blev hørt. Hun siger at jeg meget tidligt i forholdet kom og sagde: vi er SÅÅÅ forskellige fra hinanden..det går aldrig...

Jeg skal huske den fornemmelse - og reagere på den, tror jeg. Men jeg tror angsten for at blive alene nærmest overdøvede mine følelser der skreg...jeg er ikke længere bange for at blive alene, og jeg er heller ikke bange for at miste mig selv...Jeg bliver fyldt op af T. hvert sekund, han anerkender mig som den jeg er - omend han da opdrager på mig på lagnerne ;0) - og iiiiiih for det, må jeg sige..I dag er jeg rigtig rigtig mæt... fnis...

- Maya