Min datter Lene på næsten 17 år skulle ha’ rettet sine ører i går.
Hun er født med lidt strittende ører, som var medvirkende til, at hun havde kælenavnet ”Troldepus”, da hun var lille. Desuden har hun dejligt rødt hår og masser af fregner, så der var også lidt Pippi Langstrømpe over hende dengang.

I dag er hun er køn og flot ung pige, men de der ører har generet hende, så derfor ville hun gerne ha’ det rettet. Lene og hendes far var for en måneds tid siden til samtale og undersøgelse på sygehuset, så alt skulle være klar.

Vi ankom til sygehuset ved middagstid, og Lene blev indlagt, selv om det bare skulle være for nogle få timer. Sygeplejersken kunne ikke sige præcis, hvornår hun ville komme under kniven, så vi kunne bare vente, og det gjorde vi så. Småsnakkede, hyggede og drak en masse kaffe og kakao. Efter et par timer ca. blev Lene iklædt hospitalstrøje og kørt over på operationsstuen. Jeg hentede endnu en kop kaffe og satte mig i rygerummet for at vente, men jeg var ikke engang færdig med min cigaret, da Lene kom gående sammen med den kvindelige kirurg. Hun fortalte, at hun faktisk ikke kunne gøre noget for Lene – hun kunne godt udføre operationen, men det ville kun medføre en ændring på 1-2 mm, som jo knapt ville kunne ses, så hendes mening var, at generne ville være for store for Lene, set i forhold til det resultat, der ville komme ud af det. Samtidig overbeviste hun Lene om, at hendes ører faktisk er ganske søde og pæne, at det lille ”strit” kun er en ekstra charme.
Så det endte med, at vi fik Lene udskrevet igen, og drog fra hospitalet midt på eftermiddagen.

Altså må Lene leve med sine ører, ganske som de er – og vi andre må leve med Lene, præcis som hun er, og det gør vi gerne..!

For os, der har elsket hende siden hun blev født, er ørerne jo en naturlig del af hende – så derfor vedbliver hun at være vores Troldepus uanset hvordan hendes ører er placeret på hovedet, og kærligheden til hende er og bli’r den samme.

Kærligst
Wildrose