Jeg lytter til mit eget hjerteslag et øjeblik for at forvisse mig om, at det stadig er der, at det stadig er konstant uden små spring og huller.

Jeg er ved at græde. Og jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke, hvorfor mit liv er ved at gå mig på og ikke føles som noget let og godt. Jeg mener, det hele sker bare. Det hele er bare en strøm at handlinger og krav og drømme. Og jeg står her bare og kan mærke modviljen ved at lade det hele ske uden at være en del af det.

Jeg kan mærke, hvordan hele dette hus og dets mennesker ligger omkring mig som en tung tung dragt, der tynger mine skuldre og ikke lader mig ånde. Jeg gør alt for at komme herfra, men det spøger indeni. Og jeg er så bange for at falde tilbage til en tid, hvor det hele ikke er godt. Og jeg ved, at den ligger lige der foran mig og venter. Opkastninger og mindreværd og onde drømme. Og jeg er så bange, fordi jeg kan se den komme nærmere, for hver dag jeg er her.

Jeg føler sådan, at jeg spilder mig tid, når der ikke er nogen, jeg tør lade elske mig. Og samtidig siger jeg til mig selv, at når den rette kommer forbi, vil jeg ikke tøve med at tage imod hans kærlighed. Men jeg ved, at jo længere tid, der går, des mere lukkes mit hjerte og des sværere bliver det at lukke op. Des sværere bliver det at lade sig elske. Og måske lader jeg ham gå forbi.

Det er alt for lang tid siden, at det tårer har trillet.