Lige nu er jeg mentalt træt og psykisk nede. Jeg har lyst til at græde uden nøjagtig at kunne sætte fingeren på mine tanker. Det er bare som om at jorden hviler på mine skuldrer og jeg er kolapset, har ladet alle i stikken.
Jeg gik i skole i går, men i dag gik det galt lige fra jeg stod op. Der var ikke nok tid til noget som helst og da jeg var ved at tude mens jeg smurte madpakken valgte jeg tilsidst at blive hjemme. Det er stress og sorg og lidt forfærdelig selvmedlidenhed tror jeg. Mine planer er at rydde værelset op (det hjælper altid lidt når det ikke flyder), spise mine vitaminer (hjælper på sundheden?), lave engelsk rapport (hjælper forhåbentlig på stressen) og tilsidst tage en lang tur i motionscentret (hjælper på oprørstrangen tror jeg). Men aller aller først, laver jeg mig en god kop kakao og får styr på mig selv.
------
Jeg har da fået lavet lidt fornuftigt, men jeg har også ædt en pose twist alene. Jeg har grædt, været oppe og skændtes pr. sms med en fra min gruppe, der ment at jeg lige havde 4 timer på torsdag plus en søndag til at lave spillebrikker i. Hvad skal jeg gøre? Oprør? Tage møgfaldet? Ignorere hende? Hun har selvfølgelig ret i at vi har travlt, for det skal være færdigt fredag 8-dage, men jeg har ikke tiden, for jeg skal til begravelse lørdag og har engelsk rapport til mandag. Mit største problem med hende er at hun altid behandler mig som et stykke værktøj der ikke har noget at sige, men bare skal være der og arbejde. H
Jeg har ladet hende tage kommandoen over projektet, men hun har styret det i sænk ved altid at sladre med alle og enhver og så får man jo ikke udrettet ret meget i timerne. Jeg har altid været lidt irriteret over at hun lod timerne gå til spilde på den måde, og har prøvet at sige det mildt et par gange, men hvad jeg siger kan jo være lige gyldigt ikke? Jeg er jo ikke et tænkende individ, men et værktøj, som nu er gået hen og blevet dovent.