5-1-04

Jacob, du husker intet, har jeg hørt.
Men det gør JEG !
Husker to store, dejlige drenge – unge mænd, med mod på livet og styr på fremtiden.
MINE to store dejlige drenge, som DU slog ihjel, d. 23-11-02 ca. kl. 23.00.
To drab som de ikke engang vil søge at få dig straffet for ! Sagen er lukket, sagde de.
INGEN straf vil genoplive mine drenge, jeg ved det nok godt, men alligevel, så plejer retssamfundet da at straffe folk der slår andre ihjel !
Men drabsvåbenet gør åbenbart en forskel…
Stikker, skyder, tæver du én ihjel, SÅ falder fars hammer, - men kører du sindssygt i bil og dén er drabsvåbenet der slår to ihjel, så går du åbenbart helt fri.
Okay, du er skadet, jeg ved det.
MEN DU LEVER ! Du får det bedre og bedre, og holder både fødselsdag, jul og nytår !
Du ka' få kæreste, kone, sikkert børn en dag…

Jacob, er du klar over, hvor mange liv du ødelagde d. 23-11-02 kl. ca. 23.00, udover de to du slog ihjel ? Hvor mange der går rundt og sørger, hvor mange der ikke ka' fungerer ?
Hvor mange der i dag ikke hilser på mig, hvor mange der ALDRIG nævner Mathias og Andreas ?
Ja, ja, - jeg ved godt, du jo garanteret godt ved det hele, dum er du vel ikke…
Men jeg er blevet bedt om at skrive til dig.
Jeg ved bare ikke hvad……
Kan ikke finde ud af, hvilke følelser jeg har mod dig… Er som om alle følelser er lukket inde, ikke lader sig lukke ud i dagens lys.
Hader jeg dig, har jeg ondt af dig ? Jeg aner det ikke !
Ved derfor heller ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg en dag møder dig tilfældigt på gaden i dit nye køretøj. Som jeg holder øje efter hver gang jeg er tvunget til at bevæge mig op i centeret.
Ja, tvunget ! Kommer der meget nødigt, da jeg jo ikke aner, om jeg står ved siden af dig / din familie, uden at kende / genkende jer.

Hertil nåede jeg mandag aften, efter sorggruppe-mødet… Hvor jeg fik til opgave at skrive til ham, - gik helt ned da jeg hørte han har været oppe et gå nogle skridt……