14. december – en dag herhjemme. En brakdag, hvor ikke al verdens ting blev lavet. Det er dagen derpå efter en hyggelig julefrokost med hammer god julemad. Jeg bliver hel sulten ved tanken om al den lækre mad – men nu kalder manden snart til spisning. Far er i køkkenet – nu skal han traktere, fordi det er hans tur til at stå ved kødgryderne.

Vi var hjemme ved halvtretiden i nat, men jeg var endnu ikke parat til at gå i seng, så jeg sad og hyggede mig i mit eget selskab og det blev en god ting. Klokken halv fem i morges trissede jeg op i min seng og sov godt og uafbrudt til omkring middagstid. Nussede rundt og gik lidt ud i haven i den friske og blæsende vind for at få hovedet klaret. Jeg fik rykket noget ukrudt op og så fremdeles, indtil der var frisklavet kaffe på kanden. Mens vi sad over kaffen, så vi noget fra bispevielsen fra Ribe Domkirke. Det var lidt interessant at se, dels fordi det foregik i Ribe domkirke og dels fordi den nye biskop er min gamle religionslærer fra HF tiden.

Hvorfor sidder jeg her og skriver dagbog og lægger ud på nettet. Ja, jeg gør det vel først og fremmest for min egen skyld. Der er så mange aspekter i det at skrive dagbog, at det næsten er for omfattende at besvare spørgsmålet. Øvelse gør mester – jeg udvikler min skriveform. Jeg skriver dagbøger og får kommentarer fra søde og venlige fylde-penne-venner. Jeg brugte dagbogen at skrive mine tanker og følelser til, da jeg havde det svært. For mig er dagbogen blevet en del af mig.
Et sted, hvor jeg kan skrive lige, hvad der falder mig ind. Om livets store spørgsmål, om sjov, skæg og ballade, om glæder og sorger, om min hverdag og min dejlige familie, om skøre og åndssvage ting og om ting, som jeg bare må dele med dem, som læser min dagbog. Jeg kan se på mine tæller, hvor mange der læser mine dagbøger – men det er min hel private sag.

Nu vil jeg ind i stuen og tænde lysene i adventsstagen og lade freden komme over mig. Det er mit håb, at læserne af denne dagbog har haft en rigtig dejlig weekend.

Hyggehejsa fra en dagbog-skrivende Nellemor.