Jeg har 'børnekriller' - det er et udtryk som jeg hørte en bruge engang. Det er når man bliver helt blød indeni når man ser små børn og når man dagdrømmer om at have sine egne.

Det er snart et år siden jeg først nævnte for min kæreste, at jeg er meget godt kunne tænke mig få børn - og at jeg helst ikke vil vente til jeg er 30. Jeg var ganske forsigtig i min formulering - ligesom for at prøve ham af og se hvad han havde at sige til det. Det viste sige at være en fornuftig måde at gøre det på for jeg tror slet ikke, at han havde tænkt i de baner.

Han var ikke afvisende, men mente at vi skulle vente - til hvornår sagde han ikke.

Nogle gange føler jeg at det er lidt mærkeligt. Jeg bliver nærmest misundelig når jeg ser gravide kvinder og tænker drømmende på at få mine egne børn, når jeg ser andre med deres.

Der er ikke nogen i vores omgangskreds som har børn endnu, hvilket både er godt og skidt. Godt fordi så har jeg ikke så meget 'kriller'. Skidt fordi så har jeg ikke en chance for at vise min kæreste hvor dejlige børn kan være.

Vi har da talt om det nogle gange og det er som om han ikke rigtig kan forholde sig til det.

Det er lidt svært for jeg ville meget gerne have børn, men på den anden side ville det være helt forkert at forsøge at blive gravid uden at vi var enige om det.

Jeg må vist væbne mig med tålmodighed og forsøge at vise ham hvor vigtig det er for mig.