Jeg er egentlig i princippet i bad i skrivende stund og så er jeg i princippet også ude for at købe ind til Morten og Freja som skal spise uden mor i aften. Men der er jo altså noget forbandet besættende over dette medie; skal liiiiiiiiige skrive lidt før jeg smutter videre.
I aften står den på stor Galla Middag - Volunteer Award Galla Dinner for at være helt præcis. Jeg har jo begået mig som frivillig i et års tid nu og man skønnede altså at mit selskab var ønsket til middagen. Jeg skal sidde ved bord 24 på plads 7. Jeg er ikke nomineret, det er jeg langt fra værdig til endnu. Murriel derimod, en gæv kvinde fra Quebec, har været frivillig i en menneskealder og blev nomineret for to år siden. Det er sådanne mennesker der får lokalsamfundet til at dreje rundt herovre. Uden den slags kræfter ville nuancerne være svære at få øje på og det ville også være svært at blive integreret. Ikke kun for indvandrere, men også for folk fra andre byer i Canada, eller blot fra en anden forstad.
Jeg er nu blevet så bekendt med min lille klat på verdenskortet, at jeg typisk møder en 2-3 personer som jeg hilser på og nogle gange stopper op og taler med når jeg er ude i byen. Det giver en følelse af tilhørsforhold og det skaber liv og tolerance. Jeg hører til - trods at det er kortfristet.
At falde til er en proces som jeg har oplevet flere gange. Jeg elsker processen. Når jeg så endelig føler tilhørsforholdet manifestere sig, bliver jeg genoplivet. Men de snærende bånd begynder før eller siden at stoppe for blodtilførelsen og jeg må rykke mit nomadeliv op og finde en anden plet med friskere græs og klarere vande. Det ligger i blodet på mig. Om jeg nogensinde finder pletten som på en og samme tid slår rod og planter nye træer..... Heldigvis kender jeg ikke fremtiden!
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.