Jule stressen endnu ikke nået ind her til, men den kommer nok !! Lige nu har mere jeg travlt med at køre med alle andres julegaver, og jo længere vi når frem desto være bliver det. Som regel kommer jeg halsene sammen med den gamle myte, om de kære mænd der skal ud og købe ind i sidste øjeblik, af en eller anden usaglig grund lykkes det alligevel for mig hvert år, guderne skal vide hvordan.
Indtil videre her jeg fået købt drille gaven til Claus ( Jeg plejer at finde på et eller andet ............ Som fes da han fik en halogen lampe, så han ikke havde nogen undskyldninger for ikke at gå i haven ) Men jeg vil ikke skrive hvad jeg har købt, da han ved at jeg skriver her på siden, og har også været inde og kikke !! Så snydt Claus, ingen afsløringer her ;-)

Weekenden var lidt træls, jeg følte en indre irritation som havde mest lyst til at til at blive forløst ved at råbe, skrige eller vrisse af mine omgivelser. Men jeg bed tænderne sammen og prøvede at undgå situationer der kunne gå op i en højere enhed, jeg tror kun at det var Michelle der bemærkede det, vores psyke ligner hinanden utrolig meget, nogle gange alt for meget !!
Fødselarerne havde knap nok tid til lidt hygge, den store tog til fest og den " lille " deltog i kakao og kage, og så ellers ned og spille den nye playstadion spil, og så kunne vi ellers sidde tilbage med bedstefar, heldigvis havde påhænget IGEN valgt sine venner, frem for at komme til fødselsdag. Det passede mig endelig også meget godt !!
Jeg har sagt til min far at jeg har fortrudt at jeg har inviteret hende til jul. Han spurte selvfølgelig hvorfor og jeg fortalte ham grunden, så jeg ved ikke hvad det ender med. Forhåbentlig at hun bliver væk..

Jeg har en sygehus tur over til Rigshospitalet i morgen, en tur på ca 600 km frem og tilbage. Den 30/12 er det 2 år siden at jeg har været der overe sidst, det var nok en af de hårdeste ture at jeg har kørt.
Jeg skulle have en sygeplejerske med har fra byen, og skulle over og hente en lille pige og hendes mor. På vejen der over fortæller sygeplejersken at den lille pige var dødsdømt og at hun skulle bare tilbage for at dø.. Jeg mener at hun var født den 17/12 så hun var faktisk et lille spædbarn. Sygeplejersken prøver at forberede mig på at det godt kan ske i bilen, og at grunden til at hun havde været der overe var, at det var hendes sidste chance for at finde en mulighed for om hun kunne overleve, men det var der ikke.
Jeg så den lille pige, ville ellers ikke. Jeg var bange for at blive følelse messing ramt, men syndes ikke at jeg kunne være bekendt at vende ryggen til. Hun var det sødeste og smukkeste lille barn man kunne tænke sig, og så fik hun bare ingen chancer.
Vejen hjem var meget lang, jeg havde sat mig for at godt nok skulle hun dø, men det skulle ikke være i min bil. Det havde jeg selvfølgelig ingen indflydelse over, men det var den tanke jeg klammede mig til. Og så for at det ikke skulle være løgn kom der islag på vejen hjem, jeg kan godt sige at storebæltsbroren er lang med 40/t, meget lang. Pigen overlevede turen, men døde den 6/1 2001.. Jeg sendte de dybeste tanker og medfølelse til hendes forældre.
I morgen er det en ældre herre på 81 år, jeg stadser på at vi begge kommer helt hjem........

Nu må jeg hellere få lidt skønheds søvn, får nok brug for det..