Mit hav er fyldt af tanker

Jeg har mistet dig, som ikke skulle smutte NU. Vi skulle være blevet gamle sammen, drikke kaffe og the og spise småkager som skulle dyppes i vores drik. Vi skulle have talt om gamle dage, om den gang, og kan du huske det, og grine sammen.

Alt det vi har oplevet sammen og set det i et andet lys, ældre, mere kloge, mere reflekterede og hygge os.
Lige nu står jeg i havet, til knæene, nyder hvor jeg står for det føles såmænd så ganske fint.

Men jeg tænker og tænker og kommer ingen vegne.
Hvis mine tanker var vandmænd i en lang strøm, så stryger jeg dem alle over ryggen. Ingen kommer forbi uden at få et lille klap.

Det er anstrengende, og en forfærdig gammel vane.

Prøver bare at overleve i at være alene, finde mig selv. Troede dog jeg ville have fundet mig nu. Men jeg er stadig i vand til knæene og de kære gopler får godt nok meget kærlighed.

En kærlighed som jeg nok må indse at jeg er nødt til at give mig selv. Der er ikke komme noget ud af ALT det ryg nusseri, indtil videre og det er jo så heller ikke mig som får alle de nus der.

I alt den tid du var syg fik jeg en vane, som var sået, nuvel. Men den kom virkelig til live, imens. Dig før mig, altid dig før mig. Altid gjort i kærlighed, men kunne mærke indimellem at det var for hårdt. Det overskrev jeg, igen og igen.

Og nok derfor jeg stadig står her, forvirret, lidt forladt, ikke ensom, men bare alene uden at, være kommet helt ud af stedet.

Gopler og vandmænd må nu klare sig selv for det næste stykke tid. Jeg river dagene fysisk ud af min kalender, og giver mig og freden plads. Vild beslutning, men jeg kommer igen vegne, er nødt til at gøre noget andet.

I sidste ende er det mig som er overlevet og jeg skal jo ikke leve som en død. En som ikke kan mærke mig.
Er træt af min egen lidelses historien, selvom den er reel nok, så skal det ikke være min identitet, jeg er jo mig for fanden. Jeg er jo ikke bare en enke, en med en mand som er død, en uden identitet. Jeg er mig.

Jeg har brug for at stå hvor vinden blæser ind, vandet skummer og ingen er der til at tørre mine tårer bort. Stå der, bar i mit sind, og bare lade mig blæse igennem. Ingen skal nusses på ryggen, bare lade livet være livet. Ikke fikse, ikke ordne, ikke deale med en skid.

Bare være mig...finde ud af mig. Uden forstyrrelser, for mange tanker. Så må det sne, regne, storme uden jeg skal tage mig af det.

Der er kun en måde at blive hel igen, turde det, give slip og ikke skulle tænke, så må jeg gå den vej.

Stå helt stille og se hvad der rammer mig.

Det handler ikke om at vinde, besejre, komme ud på den anden side eller komme videre.

Det handler om mig. Møde mig, se mig, elske mig, nyde mig, turde mig, se mig, respektere mig, være med mig, grine af mig, smile af mig, være tålmodig med mig, passe på mig, være nænsom med mig, kærlig med mig, være ok med mig.

Jeg vil lade vandet glide mellem mine fingre og tæer, smile af gopler, se at de er der, men lade dem være dem, være ok med at de er der. Tro på alt er præcis som det skal være. Tillid!!