Jeg tvivler aldrig, hvis jeg har sat mig noget for.. Men tvivler du, så tvivler jeg.. Også slår mit hoved klik.. Og det gjorde det tidligere i dag.. Det er ikke sket i 2 år, 2år har jeg ikke straffet mig selv.. Men for 3 timer og 14 minutter siden, fik du mig til at tvivle.. Tvivle på min ærlighed, min glæde, min lykke og min tro på os.. Ser du.. Du ved det ikke, men jeg er min egen bøddel.. I den forstand at tvivler nogen på mig, så straffer jeg mit legme.. Førhen var det sult, men sult er svært, når dagens måltid er luft.. Smerte hjælper hellere ikke, for jeg var og er i stor smerte.. En smerte for at miste, blive misforstået eller glemt..

Nej ser du, kære du.. Jeg straffer mit legme med vold.. Psykisk og desværre også fysisk.. Det er den letteste måde for mig, at stemple mig selv, stemple mig med tvivlen.. Tvivlen som jeg ikke troede eksisterede.. Men gennem dine ord, kan jeg læse dem, og gennem dit blik kan jeg se det.. Jeg er måske slet ikke det mirakel, som jeg har fået fortalt.. Jeg er måske bare et individ, som lader tvivlen styrre dig..

Er jeg virkelig så svær at læse.. Det er jeg ked af, mere ked end jeg udtrykker.. mere ked end jeg kan skrive og mere ked en den vold jeg kan påfører mig selv.. Men bare rolig kære du, jeg rejser mig altid op.. Jeg finder styrken og troen.. mærkerne på min sjæl, min psyke og mit legme er der, men min vilje til at komme tvivlen i forkøb eksisterer mere end min tro på livet.. Giv mig tid.. hvis du har det, og jeg skal bevise at du ikke må tvivle på mig igen.. Ikke før mine sår er helet og jeg er klar til endnu en kamp mod tvivler